Partiledere er enige: "Sikke en skøn dag"

Musikken spiller fra Naleraqs telt, og der er i det hele taget god stemning foran Godthåbhallen, hvor vælgerne dagen igennem har stået i lange køer for at komme ind og sætte deres kryds

Aki-Matilda Høegh-Dam ved valgstedet i Nuuk.
Offentliggjort

– Sikke en dag at fejre demokratiet på. Masser af glade mennesker og god energi, siger partiformand for Demokraatit, Jens-Frederik Nielsen, der har delt krammere og håndtryk ud det meste af dagen foran Godthåbhallen. 

– Jeg håber og tror på, at vi får fremgang. Jeg kan mærke energien. Vi har ført en rigtig god kampagne, som jeg er meget, meget stolt af på vegne af alle kandidater, så jeg tror på, at det bliver et godt valg for os, siger Jens-Frederik Nielsen. 

– Jeg håber og tror på, at vi får fremgang. Jeg kan mærke energien, siger partiformand Jens-Frederik Nielsen fra Demokraatit.

Høj stemmeprocent

Indtil videre har 33 procent af vælgerne i Nuuk været forbi Godthåbhallen, og det skaber forventning om en høj stemmeprocent, når valgstedet lukker kl. 20 i aften. 

– Jeg har aldrig tidligere oplevet så mange mennesker komme ind for at stemme, som i morges kl. 9. Så jeg er meget optimistisk i forhold til, hvor mange der kommer til at stemme i dag, siger partiformand i Atassut, Aqqalu Jerimiassen og fortsætter: 

– Vi er mange partier, der har opfordret borgerne til at komme og stemme ved demokratiets festdag. Det er der mange der har hørt, og det er jeg rigtig glad for.

Aqqalu Jerimiassen





Nej til USA 

 I Siumuts telt er der også godt gang i snakken, og formand for partiet Erik Jensen, spår at valgtilslutningen bliver god, blandt andet fordi mange har ønsket at sende et klart signal til den amerikanske præsident.  

– Et fantastisk vejr og en fantastisk stemning. Jeg oplever, at der er kæmpestor valgtilslutning, og det skyldes nok også den amerikanske præsidents seneste udtalelser. Folk vil sige deres mening, og mit indtryk er, at mange siger nej til USA's købstilbud. 

- Mit indtryk er, at mange siger nej til USA's købstilbud, siger formand for Siumut Erik Jensen, der spår at stemmeprocenten bliver høj i dag.

Kaffen på kanden - men ikke mere merchandise 

 I Naleraqs telt er stemningen ligeledes i top og musikken høj. 

– Der er god stemning. Folk er glade. Musikken kører, og vi har ikke mere merchandise. Alle kasketter, solbriller og halsedisser er delt ud, og vi har heller ikke mere i kælderen, så det eneste vi har tilbage at tilbyde er kaffe, siger Naleraqs kandidat Aki-Matilda Høegh-Dam. 

Powered by Labrador CMS