Pårørende til personer med handicap kimer Tilioq ned

Omkring halvdelen af de henvendelser, som Tilioq får kommer fra pårørende til personer med handicap. Oftest handler det om spørgsmål om støtte fra kommunen, men sager om manglende støtte til børn med handicap vokser, hvilket bekymrer handicaptalsmanden

Analysen viser, at over halvdelen af henvendelserne kommer fra pårørende. Endvidere tyder det på, at mundtlig henvendelse foretrækkes.
Offentliggjort

Siden handicaptalsmandsinstitutionen Tilioq blev etableret i november 2017 og frem til slutningen af 2019 har i alt 353 henvendt sig for at få rådgivning og vejledning.

Over halvdelen af henvendelserne kommer fra pårørende. Det viser en analyse af henvendelser til Tilioq i 2017-2019, ”Et selvstændigt liv – analyse af borgerhenvendelser til Tilioq”.

- Hver fjerde henvendelse, som Tilioq har modtaget, var skriftlige, hvorimod tre ud af fire hendvendelser var mundtlige. Denne overvægt af mundtlige henvendelser understreger vigtigheden af, at Tilioq er fysisk til stede for borgerne, lyder det. Tilioq har været i Kommune Kujalleq sidste år, og planlægger nu en orienteringsrejse til Qaanaaq denne måned.

Sådan ser andelen ud for henvendelser:

  • 51,8 procent er pårørende
  • 39,4 procent er personer med handicap
  • 8,8 er andre, som sagsbehandlere eller lærere

Borgerhenvendelser fordelt på år:

  • 2017: 9
  • 2018: 135
  • 2019: 209
  • I alt: 353

Ny lov løser ikke problemer

Langt de fleste henvendelser omhandler manglende støtteforanstaltninger og hjælpemidler. I alt har 107 omhandlet hjælp til støtte. Tilioq gør dog i sin analyse opmærksom på, at disse henvendelser er sket før den nye lovgivning om støtte til personer med handicap trådte i kraft den 1. januar 2020.

- Den rådgivning, Tilioq har givet, inden den nye lov trådte i kraft, har således været på baggrund af tidligere gældende lovgivning, lyder det.

- Tilioq mener dog ikke, at vedtagelsen af den nye lov har løst alle problemstillinger for personer med handicap. Denne analyse peger på nogle strukturelle problemer med at sikre personer med handicaps rettigheder, lyder det videre.

Forhold om børn bekymrer

En stor del af henvendelserne handler om støtte til personer med handicap.

Men handicaptalsmanden er bekymret for de henvendelser, der omhandler børn med handicaps.

- Hvert tredje pårørende til personer med handicap henvendte sig til Tilioq på vegne af et barn med handicap, og cirka to ud af ti af de samlede henvendelser handlede om børn med handicap.

Henvendelser om børns trivsel handler tit om specialundervisning og støtte til barn med handicap. Handicaptalsmand Christina Johnsen udtrykker bekymring for de børn. Grønland har implementeret handicapkonventionen, hvilket binder landet til at træffe alle nødvendige foranstaltninger, for at børn med handicap kan klare sig bedst muligt.

- Det er særligt bekymrende, når Grønland ikke lever op til artikel 7 (i Handicapkonventionen, red.). Den rigtige støtte tidligt i livet kan være afgørende for, om personer med handicap kan komme igennem uddannelsessystemet og dermed have samme adgang som resten af samfundet tul at leve et selvstændigt voksenliv, skriver handicaptalsmand Christina Johnsen i analysen.

Powered by Labrador CMS