På trods af klage: Politiker står ved udtalelser 

Rasmus Jarlov ser ingen grund til at trække sine udtalelser om folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam tilbage. Man må tåle en del i den politiske debat, siger han.

Rasmus Jarlov, her under beøg i Nuuk, er kommet på kant med folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam (S) efter en ordveksling under afslutningsdebat i Folketinget.
Offentliggjort

Fredag meddelte folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam (S), at hun har indgivet en klage til Folketingets Præsidium over folketingskollegaen Rasmus Jarlov fra Det Konservative Folkeparti.

Aki-Matilda Høegh-Dam mener, at Rasmus Jarlov gået over stregen ved at komme med kommentarer om hendes etnicitet under afslutningsdebatten i Folketinget i denne uge.

Rasmus Jarlov siger til Sermitsiaq, at han står ved sine udtalelser:

- Man er nødt til at tåle en del, når man deltager i den politiske debat. Man er nødt til at tåle kritik, og så må man jo svare på den og tilbagevise og korrigere, hvis man mener, der bliver sagt noget forkert.

- Men jeg vil blive rimeligt overrasket, hvis præsidiet skulle begynde at fortælle mig, hvad jeg må sige udover de velkendte retningslinjer, vi har i Folketinget, siger han.

Vil ikke bestride identitet

Aki-Matilda Høegh-Dam finder det krænkende, at Rasmus Jarlov blandt andet udtalte i Folketinget, at "..jeg havde jo fornøjelsen af at møde Fru. Dams familie da jeg var i Grønland sidste sommer, hvor hele familien blev sendt ned i forsamlingshuset i Nuuk for at stille spørgsmål til mig, hvor vi havde en udmærket debat, så jeg ved jo også, at det er en meget dansk familie."

Spørgsmål: Er det fair af dig, for hun føler du pådutter hende nogle ting om hendes indentitet, hvor du får sagt nogle ting om, at hendes familie er dansk. Er det fair at blive så personlig i en folketingsdebat?

- Det synes jeg, det er. Jeg er ked af, at hun opfatter det som et skældsord at være dansk. Sådan er det ikke ment fra min side. Jeg vil ikke bestride, at hun betragter sig som grønlænder, og det er hendes identitet.

- Den identitet skal jeg ikke tage fra hende. Men det er et faktum, at hun taler enormt godt dansk. Hun gjorde meget stort nummer ud, at der var hårdt for hende at gentage på dansk nede i salen, siger Rasmus Jarlov.

Støtter op om tolkeforslag

Spørgsmål: Men problemet er vel, at du afsporer debatten ved at komme hentydninger til hendes etnicitet - kan du se problemet i det?

- Nej, det kan jeg ikke, siger Rasmus Jarlov.

Rasmus Jarlov understreger i øvrigt, at han støtter Aki-Matilda Høegh-Dams ønske og kamp for at få lov at tale grønlandsk i Folketinget:

- Jeg har støttet og støtter hende i, at hun skal have lov til at tale grønlandsk.

- Jeg havde også gerne set, at hun havde fået bedre tolkemuligheder. Det burde folketinget betale, for det skal være muligt for hende og eventuelt andre i fremtiden, der ønsker at tale grønlandsk i Folketinget, da det er et parlament, der bestemmer over Grønland, og derfor synes jeg også, det skal være muligt at tale grønlandsk, siger Rasmus Jarlov.

Powered by Labrador CMS