UDLAND

Østrig forbereder deportationer af syrere efter Assads fald

Situationen i Syrien har fundamentalt ændret sig i den seneste tid, siger Østrig, som vil hjemsende syrere.

Østrigs indenrigsminister, Gerhard Karner, vil hjemsende syrere, efter at oprørsstyrker har vristet magten fra Syriens præsident, Bashar al-Assad.
Offentliggjort

Østrigs indenrigsminister, Gerhard Karner, har bedt sit ministerium om at forberede hjemsendelser af syrere.

Det skriver nyhedsbureauet AFP mandag.

Ministeren har bedt ministeriet forberede et "velordnet program for hjemsendelser og deportationer til Syrien".

Samtidig sættes behandlingen af asylsager i bero, og man vil gennemgå sager, hvor der er givet asyl.

Begrundelsen lyder, at situationen i Syrien er forandret.

- Den politiske situation i Syrien har ændret sig fundamentalt - og hurtigt - i de seneste dage.

- Det er afgørende at vurdere situationen på ny. Det er nødvendigt for at kunne behandle sagerne, lyder det fra det østrigske indenrigsministerium i en pressemeddelelse.

Siden 2015 har omkring 87.000 syrere fået asyl i Østrig.

Omkring 7300 syrere får sat deres sag i bero, oplyser ministeriet.

Nabolandet Tyskland har også besluttet at sætte asylsager for syrere i bero. Det samme gælder Danmark.

Her har der dog ikke været meldinger om, at man forbereder hjemsendelser.

Omkring en million syrere opholder sig i Tyskland.

Den tyske indenrigsminister, Nancy Faeser, siger, at den nylige udvikling skaber håb.

- Enden på den syriske diktator Assads brutale tyranni er en stor lettelse for mange mennesker, som har lidt under tortur, mord og terror.

- For mange flygtninge, som har fundet beskyttelse i Tyskland, er der nu endelig et håb om at kunne vende hjem til Syrien og genopbygge deres land, siger hun ifølge AFP.

Det er dog for tidligt at tale konkret om, hvornår og hvordan syrerne kan vende hjem, mener ministeren. Situationen er meget uklar, siger hun.

Det står på nuværende tidspunkt ikke klart, hvordan Syrien skal ledes, efter at oprørsstyrker i weekenden indtog landets hovedstad, Damaskus.

Den mangeårige præsident Bashar al-Assad er blevet styrtet. Flere kilder siger, at han er rejst til Rusland med sin familie.

Powered by Labrador CMS