Ordforvirring om krydstogtskibe
Hvor Søfartsstyrelsen tidligere har givet udtryk for, at krydstogtskibe skal sejle i par i det risikofyldte grønlandske farvand, er meldingen nu mere uklar
Billedet af krydstogtskibe, der i par eller konvoj sejler igennem et smukt og farefuldt grønlandsk farvand, er slet ikke det billede, Søfartsstyrelsen ønsker.
Det er et billede, pressen har malet, lyder det nu.
Krav om tæt konvojsejlads med afstand på 200 meter er ikke et krav, som Søfartsstyrelsen arbejder på at få gennemført, siger styrelsen nu, efter at der på det nærmeste har været oprør, ikke bare fra de internationale krydstogtrederier, men også blandt grønlandske turistfolk og politikere, skriver ing.dk.
Oprøret har rettet sig mod et krav om par- eller konvojsejlads i grønlandsk farvand, så skibene kan komme hinanden til undsætning, hvis der sker ulykker.
- Par- eller konvojsejlads giver et billede af to skibe, der følger hinanden i 200 meters afstand, uanset hvor de sejler. Men det har vi aldrig foreslået, siger Per Sønderstrup, kontorchef i Søfartsstyrelsens Center for Maritim Regulering, til ing.dk.
Ordet parsejlads bliver ellers brugt af Søfartsstyrelsen selv. Eksempelvis under afsnittet om resultatkrav under Søfartsstyrelsens strategiske målsætning i styrelsens egen resultatkontrakt fra 2011-2014.
Læs "Søfartsstyrelsens resultatkontrakt 2011-2014 her"
Læs hele artiklen ”Søfartsstyrelsen trækker i land om krydstogtskibe på Grønland” på ing.dk her.