københavn
Ordet er frit på dagens 'naamik'-demonstration
Fredag klokken 13.00 dansk tid starter i København den planlagte demonstration mod uranudvinding i Grønland
Selvom årets udgave af ’Grønland i Tivoli’ er i fuld gang, har modstandere af uranudvinding i Grønland indkaldt til demonstration et stenkast fra den gamle forlystelsespark.
Demonstrationen starter i dag, fredag, klokken 13.00 dansk tid på Regnbuepladsen tæt på Rådhuspladsen, hvorefter der i samlet flok er gåtur til Christiansborg Slotsplads, inden demonstrationen slutter ved 16-tiden.
Læs: Grønlændere klar til demonstration mod uran
Som tidligere nævnt er formand for Inuit Ataqatigiit Sara Olsvig blandt talerne, mens ArkTjiks, der består af Aviaja Lumholt, Nukâka Coster-Waldau og Karina Møller, og The Sleeptherapists / Sövnterapeuterne med blandt andre Charlie Andersen underholder.
Arrangør Falke Thue Mikailsen oplyser her på falderebet, at der til demonstrationen er mulighed for taletid til dem, der ønsker at sige noget.
Sermitsiaq.AG følger demonstrationen.