Oprørere erklærer Syriens mangeårige Assad-styre for væltet
I over 50 år har familien Assad haft magten i Syrien. Det er nu slut, erklærer oprørere i deres første tale.
Folk fejrer, at det søndag morgen er blevet meddelt, at Syriens præsident Bashar al-Assad er væltet efter 24 års styre.
Foto: Amr Abdallah Dalsh/Reuters/Ritzau Scanpix
Syriske oprørsstyrker siger søndag morgen i deres første tv-tale, at præsident Bashar al-Assad er blevet væltet.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Dermed har oprørerne erklæret en ende på den mangeårige præsident Bashar al-Assads styre. Han overtog magten i Syrien i 2000 fra sin far, der inden da havde siddet på præsidentposten siden 1971.
Det betyder, at mere end 50 år med Assad-familien ved magten er slut.
Oprørerne siger søndag morgen også, at hovedstaden Damaskus er blevet befriet, og at alle fanger vil blive løsladt. De kalder desuden Assad en "tyran".
Oprørernes offensiv i Syrien er gået hurtigt.
I slutningen af november indledte de deres fremfærd og erobrede blandt andet byerne Aleppo og Hama. Siden fulgte byen Homs fredag, inden oprørsstyrkerne rettede fokus mod den syriske hovedstad, Damaskus.
Natten til søndag dansk tid rykkede de ind i hovedstaden, og - ligesom i mange af de andre byer - mødte de ikke stor modstand fra den syriske hær.
Derfor kunne de hurtigt erobre byen, og samtidig lød der meldinger om, at Assad var flygtet ud af landet til en endnu ukendt destination.
Oprørsbevægelsen i Syrien er ledet af den islamistiske bevægelse Hayat Tahrir al-Sham (HTS). Gruppen har længe fungeret som en forlænget arm i Syrien for den militante organisation al-Qaeda, skriver nyhedsbureauet AP.
I 2016 valgte gruppen dog at distancere sig fra al-Qaeda og skiftede også navn fra det tidligere Jabhat al-Nusra til det nuværende HTS.
HTS betragtes som en terrorgruppe af blandt andet FN og USA.
Det står ikke umiddelbart klart, hvordan den politiske fremtid i Syrien kommer til at se ud, hvis det endegyldigt er fortid med Assad.
Ifølge BBC frygter nogle, at landet risikerer at gå en voldelig tid i møde, hvor flere grupper vil komme til at kæmpe om magten.
/ritzau/