Oppositionen indkalder Vittus i samråd om pensioner
En samlet opposition indkalder naalakkersuisoq for finanser i et åbent samråd i skattesagen om den obligatoriske pensionsordning.
Hvad er op og ned på skattesagen om den obligatoriske pensionsordning. Det mener en samlet opposition, at befolkningen har krav på at få at vide.
- Da det ser mere og mere grumset ud i skattesagen om den obligatoriske pensionsordning indkalder et samlet opposition Naalakkersuisut til et åbent samråd, hedder det i en fælles meddelelse underskrevet af partiformændene Mûte Bourup Egede (IA), Hans Enoksen (PN), Aqqalu Jerimiassen (A) og Tillie Martinussen (Sam).
- Derved vil vi sikre, at borgernes hverdag ikke bliver ramt skævt i en tid, hvor Naalakkersuisut allerede i stor stil henter penge direkte fra borgernes lommer.
For få dage siden meddelte Selvstyret, at 6.628 borgere skal betale mere ind til deres pensionsordning. Pengene bliver opkrævet via skattebilletten. Det skriver KNR.
- Tilmed vil vi vide om hvor lang tid denne sag internt har været kendt hos de ansvarshavende.
- Og vi vil også sikre, at lovgivningen er blevet fulgt, da mange borgere via henvendelser til os og gennem sociale medier har fremvist ændrede personfradrag såvel som forhøjet skattetræk, med henvisning til svar fra skattevæsenet. En del giver samtidig udtryk for der ikke har været en dialog med skat inden dette er sket, som blandt andet ellers er krav om, skriver de fire partiledere.
- Udover fjernet personfradrag og forhøjet skattetryk, er der også videregivet oplysninger om at skat har bekræftet den forhøjede skatteprocent vil være gældende for hele året, og ikke kun til det skyldige beløb er indbetalt.
- Medierne har samtidig kunne berette, at over 6.000 personer er ramt af ovenstående.
- Lovgivningen er meget klar på området, hvor Inatsisartutlov nr. 21 af 28. november 2016 om obligatorisk pensionsordning, §7 styk 2 kræver skatteforvaltningen efter udarbejdelse af opgørelsen kontakter personen, og giver dem mulighed for at indbetale differencen inden for fire uger.
- Derfor virker det forkert at en opgørelse for hele året, kontakt til personen samt fristen på fire uger kan overholdes inden for de første to uger af januar.
Oppositionen håber nu, at andre partier vil bakke op om ønsket om et åbent samråd.