WATSON-SAGEN

OPDATERING: Tilbageholdelse forlænges - men kortere tid end anklageren bad om

Paul Watson er mandag formiddag endnu engang for en dommer i Retten i Grønland i Nuuk.

Paul Watson forlader Retten i Grønland mandag. Han skal fortsat sidde tilbageholdt, har retten bestemt.
Offentliggjort

Mandag er Retten i Grønland endnu engang sat for at tage stilling til tilbageholdelsen af hvalaktivisten Paul Watson, der har siddet tilbageholdt i Nuuk siden 21. juli. 

Aktivisten er repræsenteret ved advokat Jannich Isidor, mens advokaterne Jonas Christoffersen, Julia Stage og Finn Meinel følger retsmødet via video.

Anklagemyndigheden repræsenteres af chefanklager Mariam Khalil, der begynder retsmødet med at bede om en forlængelse af tilbageholdelsen i 28 dage frem til 30. december.

Anklageren gentager sit udsagn fra tidligere retsmøder, om at politiet har færdiggjort sin undersøgelse af anklagerne mod Watson.

Hun oplyser også, og at Justitsministeriet har meddelt, at en beslutning om udlevering er forventet indenfor 14 dage fra den. 30 november.

Anklageren henviser til, at proportionaliteten og grovheden i den forbrydelse Watson er anklaget for, efter anklagemyndighedens vurdering betyder, at fristen bør forlænges.

Gennemgang af uforstyrrede rejser

Justitsministeriet er i gang med at indhente de sidste oplysninger fra Japan for at kunne træffe en beslutning i sagen, forlyder det.

Det er ministeriet, der i sidste ende træffer afgørelsen om, hvorvidt Paul Watson skal udleveres til retsforfølgelse i Japan for et sammenstød med japanske hvalfangere tilbage i 2010 ved Antarktis.

Forsvarer Jonas Christoffersen nedlægger til gengæld påstand om, at Paul Watson skal løslades, og at tilbageholdelsen er uforholdsmæssig lang. 

Watson-tilhængere foran retten ønsker ham tillykke med fødselsdagen.

Forsvaret vil gerne uddybe, hvorfor de mener, at sagen er forældet, og forvaret går herefter i gang med at afhøre Paul Watson på engelsk.

Under afhøringen fortæller Watson om forskellige rejser rundt om i verden til blandt andet USA, Frankrig, Monaco og Schweitz, hvor han altså uden indblanding fra myndighederne kunne færdes.

Arrestordrer fornyet mere end 30 gange

Anklager Mariam Khalil reagerer på afhøringen ved at fremhæve, at Japan gennem alle årene har opretholdt en arrestordre på Paul Watson, netop fordi landet ønsker ham udleveret til retsforfølgelse.

Ifølge anklageren er arrestordren fornyet mindst 30 gange i tidens løb.

Klokken 10 har dommer Lars-Christian Sinkbæk bevilget en pause i forhandlingerne inden de afsluttende bemærkninger.

Kl. 10.15 går retsmødet i gang igen, og det er anklageren, der lægger ud, med at understrege sin begæring om fristforlængelse, fordi frihedsberøvelsen efter anklagerens vurdering fortsat er nødvendig, da Justitsministeriet endnu ikke har truffet en beslutning. 

 Anklageren afviser forsvarets argumenter, der hovedsageligt går på manglende proportionaliet, manglende fremdrift i sagen samt forældelse af sagen.

Anklager: Ikke Japans skyld at andre lande ikke reagere

Ifølge Mariam Khalil har sagen en grovhed, der kan give Paul Watson mere end et års anstaltsanbringelse. Hun siger videre, at vedrørende fremdrift i sagen, så er det en international sag, hvor der en anden og længere procedure for indhentning af dokumenter og oplysninger.

Vedrørende forsvarets argument om forældelse siger anklageren, at Justitsministeriet har samtlige arrestordrer fra Japan, men at der kan have været et enkelt tilfælde, hvor såkaldt red notice ikke har været fremme i 14 dage:

- Der er intet mærkeligt i, at landene ikke har reageret umiddelbart, da der skal ske en anholdelse, før et givent land kan anmode om udlevering, siger Mariam Khalil og fortsætter:

- Det er heller ikke Japans skyld, at nogle lande åbenbart har valgt ikke at reagere på red notice.

 Kritiserer Japan

Forsvarer Jonas Christoffersen kritiserer Japan under sine afsluttende bemærkninger:

- Der er gået 14 år siden stinkbombeaffæren. Japan forsøgte at få udleveret Paul Watson men har ikke efterfølgende handlet på sagen, siger han og fortsætter:

- Det er på grund af de japanske myndigheder, der er gået så lang tid, og det er på grund af Japan, vi sidder her i retten i dag, lyder det fra forsvareren, der ikke mener, at der er grundlag for tilbageholdelse af Watson.

Paul Watson får også selv lejlighed til en bemærkning:

- I juli havde jeg ikke nogen tanker om, at jeg skulle sidde her i retten i Grønland på min fødselsdag i dag, lyder det fra Watson, der også siger, at han er gået glip af sine sønners fødselsdag.

Han gentager, at han er fuldstændig uskyldig:

- Det er en politisk sag, der køres imod mig. Det er en minimal sag, som er blevet kørt op.

 - Danmark er kendt som et meget troværdigt retssamfund, men se hvad det er blevet til, siger Paul Watson i retten. 

Tilbageholdelse forlænges - men kun til 18. december

Kl. 11 afsiger dommer Lars-Christian Sinkbæk kendelse. Tilbageholdelsen forlænges, men ikke så lang tid som anklageren havde ønsket.

Tilbageholdelsen forlænges frem til 18 december. Anklageren havde bedt om forlængelse til 30. december.

Det skyldes, at Justitsministeriet har varslet en beslutning indenfor 14 dage.

Watsons forsvarer kærer kendelsen på stedet.

Powered by Labrador CMS