OPDATERING: Mand fundet død i Blok 5
En større politiaktion er fredag middag i gang i Nuuk.
Obs: Opdateret med nye oplysninger fra politiet.
Grønlands Politi er fredag middag talstærkt til stede ved en boligblok på H. J. Rinksvej i det centrale Nuuk.
I en pressemeddelelse oplyser politiet, at der er tale om efterforskning af et mistænkeligt dødsfald, hvor en mand er fundet død i blok 5 på H.J. Rinksvej i Nuuk.
Politiet fik anmeldelse om sagen kl. 10.22 fredag formiddag.
- Politiet er til stede i området og efterforsker sagen som et mistænkeligt dødsfald på baggrund af omstændighederne på stedet og de foreløbige undersøgelser. Af hensyn til efterforskningen kan politiet på nuværende tidspunkt ikke oplyse nærmere detaljer vedrørende sagen, skriver Grønlands Politi i meddelelsen.
Grønlands Politi opfordrer desuden til, at personer, som har biler med dash cam parkeret i området, tjekker deres dash cam og indleverer videooptagelser, hvis de finder noget mistænkeligt på dem.
- Derudover opfordres beboere i og omkring blok 5 at kigge deres overvågning igennem for at se, om der er noget mistænkeligt. Hvis du har set eller oplevet noget mistænkeligt i området omkring Blok 5 den seneste uge, hører Grønlands Politi også gerne fra dig, lyder opfordringen.