Omstridt arktisk ambassadør fratræder
Tobias Elling Rehfeld stopper på posten som såkaldt arktisk ambassadør.
Lars Løkke Rasmussen fik i 2023 kritik af Naalakkersuisut, da han valgte at udnævne Danmarks ambassadør i Sydafrika, Tobias Elling Rehfeld, til arktisk ambassadør. Nu skal der findes en ny ambassadør, og det er Naalakkersuisut, der denne gang har ansvaret for at indstille en person til posten.
Fotograf: Leiff Josefsen
Ansættelsen af Tobias Elling Rehfeldt som Kongerigets arktiske ambassadør tilbage i 2023 blev begyndelsen på en længerevarende strid om posten mellem Danmark og Grønland.
Naalakkersuisut har stået fast på, at den artiske ambassadør skal udpeges af Grønland, der som den eneste del af Kongeriget er beliggende i Arktis.
Nu stopper Tobias Elling Rehfeldt som arktisk ambassadør og skifter til en stilling som direktør for Forsvarsministeriets Center for Sikkerhed og Operationer.
Det oplyser han på LinkedIn.
Jobskiftet sker, efter det for nylig blev meldt ud, at der var fundet en løsning på striden om posten. Naalakkersuisut og den danske regering er blevet enige om, at det bliver Grønlands ansvar at udpege en arktisk ambassadør fremadrettet, hvorefter Færøerne og Danmark skal godkende indstillingen.
Den nye arktiske ambassadør får kontor i såvel Departementet for Selvstændighed og Udenrigsanliggender i Nuuk som i Udenrigsministeriet i København.