UNGDOMSUDDANNELSER
Omkring 620 børn under 18 år er i en gråzone
En 16-årig dreng der er begyndt på GUX i Sisimiut ligger nu på Rigshospitalet og bliver behandlet for sine skader efter et tilfældigt og groft voldsangreb. Sermitsiaq har sat sig for at finde ud af hvordan retssikkerheden for børnene bliver håndteret, når de forlader deres forældre i forbindelse med uddannelse.
Illustration: TNT Nuuk
OBS! Sidste sætning opdateret efter svar fra departementet for børn og unge.
Ifølge Grønlands statistik var 536 børn under 18 år i gang med en ungdomsuddannelse (GUX) og 84 unge var i gang med en erhvervsuddannelse pr. 1. januar 2023.
Der var således 620 børn under 18 år, som var aktive studerende og i gang med en uddannelse. Der er ikke tal på hvor mange af børnene, der bor hjemme hos deres forældre og hvor mange af dem der har måttet forlade deres hjemsted og som derfor bor på kollegie.
I forbindelse med det grove voldsangreb mod en 16-årig dreng, som er under uddannelsesophold i Sisimiut, har Sermitsiaq talt med Rektor på KTI GUX, Poul V. Jensen, som fortalte at uddannelsen alene har ansvar for børnene, når de er på skolen eller på kollegiet. Og hvad de unge laver udenfor skolen og kollegiet, er på eget ansvar.
- Vi er jo ikke nogen døgninstitution, forklarede rektoren blandt andet.
Forældremyndighed fastholdes
Men eftersom der er tale om børn, der endnu ikke er i den myndige alder, og der er tale om at børnene er rejst væk fra deres forældre, har Sermitsiaq forsøgt at finde ud af retssikkerheden for børnene og hvem der varetager deres tarv, i og udenfor skolen og kollegiet.
Fra uddannelsesstyrelsen bliver det oplyst, at der i forbindelse med uddannelser for børn under 18 år ikke bliver ændret på forældremyndighedsindehaverrollen.
Samtidigt oplyser styrelsen at uddannelsesinstitutioner, i forbindelse med arrangementer, som skolen er ansvarlig for, så er skolen forpligtiget til at leve op til sikkerhed og ansvarlighed, også selvom eleverne er fyldt 18 år.
I det konkrete tilfælde med den 16-årige dreng, har rektor fortalt at KTI GUX ikke har noget at gøre med de introfester der arrangeres hvert år, og at ansvaret derfor ikke ligger på skolen.
Kollegielov tager ikke hensyn til børn under 18 år
Uddannelsesstyrelsen henviser i øvrigt til departementet for børn og unge, med hensyn til spørgsmålet om hvem der varetager forældrenes ansvar, når børnene er nødt til at forlade hjemmet og rejse væk til en uddannelsesby.
Der findes en kollegielov, men deri er der ikke bestemmelser om hvordan de mindreårige beboere er stillet i forhold til retssikkerheden.
Rektor på KTI GUX i Sisimiut har dertil fortalt, at der er et kollegieadministration som styres af en kollegieinspektør, og at de er obs på elevernes trivsel og tryghed, men kun så længe børnene der endnu ikke er i den myndige alder, opholder sig på kollegiet.
Sermitsiaq har spurgt departementet for børn og unge, om der bliver indgået aftaler med forældre/forældremyndighedsindehavere om hvordan børnenes tarv bliver varetaget.
Fra departementet for børn og unge er vi blevet henvist til departementet for uddannelser, og vi arbejder på at indhente kommentar derfra.