Nuuk

Omfattende hærværk: Politiet i Nuuk på bar bund

Politiet har ingen mistænkte efter omfattende hærværk i landbrugsområde i Godthåbsfjorden

Politiet kan ikke sige, hvornår hærværket i Neriunaq er sket
Offentliggjort

Politiet i Nuuk står på bar grund i en sag om hærværk i Neriunaq ved bygden Kapisillit i bunden af Godthåbsfjorden. Dyrefoder, landbrugsudstyr og ruder er blevet ødelagt af ukendte gerningsmænd. Politiet kan heller ikke sige noget om, hvornår hærværket er blevet begået.

Politiet modtog anmeldelsen om hærværket i landbrugsområdet Neriunaq tirsdag.

- Hærværket er sket i laden, hvor der er smadret vinduer. Gerningsmænd har også lavet store huller i sæk med dyrefoder, og har dermed ødelagt foderet. Der er også smadret ruder på landbrugsmaskiner, fortæller vagthavende hos politiet i Nuuk Kunuk Frederiksen til Sermitsiaq.AG.

Ingen mistænkte
Neriunaq er et gammelt fåreholdersted, hvor der også har været landbrug, hvor der blev dyrket kartofler og foder til får.

Fåreholder Sofus Frederiksen fra Narsap Ilua ved Narsaq ejer i dag Neriunaq.

- Vi er selvfølgelig meget skuffede over, at der er sket hærværk. Der er heldigvis ikke sket noget med landbrugsmaskinernes motorer, fortæller Sofus Frederiksen til Sermitsiaq.AG.

Politiet kan ikke sætte dato på, hvornår hærværket er sket.

- Vi har heller ingen mistænkte i sagen. Men der er tale om omfattende hærværk, siger Kunuk Frederiksen.

Powered by Labrador CMS