Ombudsmand: Yderst uheldig sprogbrug i Kommune Kujalleqs afgørelse til borger
En kvinde i Kommune Kujalleq fik en uhøflig og upassende behandling af forvaltningen i forbindelse med en børnesag, vurderer Ombudsmanden for Inatsisartut.
Den sydlige kommune er politisk styret her fra Qaqortoq. Det er dog ikke oplyst, hvor i kommunen den konkrete sag har udspillet sig.
Arkivfoto
De offentlige myndigheder skal optræde venligt og hensynsfuldt og overholde god forvaltningsskik.
Men det forsømte Kommune Kujalleq over for en borger i april 2023.
Sådan konkluderer Ombudsmanden
for Inatsisartut efter sin gennemgang af kommunens afgørelse om at anbringe en pige uden for hjemmet med samtykke.
- Det er vores vurdering, at din evne til at mentalisere er
bekymrende lav, når du tillægger et barn på tre år at kunne sikre sin egen
tryghed, skrev Kommune Kujalleq dengang til pigens mor.
- Det er ligeledes vores vurdering, at du som mor har
prioriteret andre områder
i dit liv, end at sikre dine børn trygge og omsorgsfulde opvækstvilkår. Du har
udvist et mønster igennem lang tid, hvor prioritering og valg af forskellige
mænd har gået forud for at drage omsorg for dine børn, lød det videre i
afgørelsen.
Men den slags vendinger er nedladende og unødigt stødende, og
det kan svække tilliden til offentlige myndigheder, mener Ombudsmanden.
Kommune Kujalleq: Et enkeltstående tilfælde
Ombudsmanden mener også, at kommunen har mistænkeliggjort
borgeren med en advarsel om ikke at begå socialt bedrageri.
- Det er dermed min samlede vurdering, at sproget, tonen og
de formuleringer kommunen har brugt i afgørelsen, ikke er i overensstemmelse
med god forvaltningsskik
i forhold til den måde en offentlig myndighed bør udtrykke sig overfor
borgerne, da der herved kan rejses tvivl om kommunens saglighed og objektivitet.
Det finder jeg yderst uheldigt, skriver Ombudsmanden for Inatsisartut.
Kommunen bekræfter selv i sit svar til Ombudsmanden, at sagen burde være håndteret bedre:
- Kommune Kujalleq forsøger til enhver tid at efterleve god
forvaltningsskik, og dermed opnå en hensigtsmæssig og tillidsskabende relation
til borgerne – herunder også til denne forælder. Det må derfor anses at denne afgørelse
kan betragtes som et enkeltstående tilfælde, der ikke helt lever op til Kommune
Kujalleqs intentioner om at samarbejde med borgerne på bedste vis.