Oliestrategi: Naalakkersuisut satser på olieboringer til lands
Naalakkersuisut vil med den nye olie- og gasstrategi satse mere på onshore olieboringer, altså boringer på kysten, for derved at tiltrække flere mindre olieselskaber.
Der er i alt ti målsætninger, som Naalakkersuisut har sat sig for, for de næste tre år med olie- og gasstrategien for 2019-2023.
- På kort og mellemlang sigt skal der sættes fokus på onshore-olieefterforskninger i Grønland, da det er virker som den mest realistiske mulighed for på kortere sigt at få Grønland tilbage på olieselskabernes radar, lyder den første målsætning.
Andre målsætninger er blandt andet justeringer i skatte- og afgiftsmæssige rammevilkår og indledning af et tæt samarbejde med olieindustrien for at skabe mere interesse for Grønland.
Professor i miljøvurdering i Arktis ved Aalborg Universitet og
Ilisimatusarfik, Anne Merrild Hansen påpeger, at der er nogle forhold man ikke kan påvirke selv, hvis man ønsker at udvikle oliesektoren i Grønland. Men så er der også nogle forhold man selv kan påvirke.
- Oliepriser, udbud og efterspørgsel er forhold der har stor betydning for olieselskabernes interesse. Det kan man ikke påvirke, men prisen er i øjeblikket stigende og forholdene gunstige.
- Det man selv kan påvirke er blandt andet vidensgrundlag og ved at dele viden om geologien i Grønland kan man påvirke interessen.
- Også skattefordele ved olieaktiviteter kan skabe interesse.
- Disse forhold tilsammen gør, at der kan være grund til at tro, at olieselskaber igen kan finde på at udvise interesse for Grønland og dermed er timingen lige nu fordelagtig i forhold til at promovere
sig, hvis man vil tiltrække olieselskabernes opmærksomhed. Og det er netop det, strategien satser på, lyder Anne Merrild Hansens vurdering.
Boringer på kysten
Det er første gang, at Naalakkersuisut sætter fokus på muligheden for at onshore efterforskning.
Onshore olieaktiviteter er på ingen måde nyt i de arktiske lande. I Canada er der tjæresand, hvor man udvinder olie fra sandet, og i Alaska er der boretårne mens Rusland udnytter store olie og
gasforekomster i Sibirien. I de områder er der både større og mindre selskaber, der er aktive.
Ud over onshore aktiviteter, så vil Naalakkersuisut tiltrække mindre selskaber med den nye strategi.
- Ved at fokusere på onshore får man mulighed for at søge at tiltrække selskaber, der ikke tidligere har tilbageleveret tilladelser i Grønland eller på anden vis været aktive i Grønland. Dette er en vigtig omstændighed, eftersom det erfaringsmæssigt er svært at tiltrække de selskaber, der for nyligt har forladt et område, lyder det i strategien.
Og det kan bevirke, at flere selskaber kan byde om at få licens i landet.
- At åbne op for at mindre selskaber kan søge vil øge chancen for at der er flere selskaber der byder og dermed flere selskaber at vælge imellem når der træffes beslutning om hvem der skal have en licens. Jeg kan selvfølgelig ikke vide om det er baggrunden for den tilgang, men det vil være mit gæt, siger Anne Merrild Hansen til Sermitsiaq.ag.
Klimaforandringer
Selvom der er store omkostninger forbundet med olieefterforskning i Grønland, så kan der være interesse for olieefterforskning og udvinding i Grønland. De mere accelererende klimaforandringer medfører, at store dele af isen smelter hurtigere, hvilket muligvis giver større råderum for olieselskaberne. Det kan dog også ende med at blive en tragedie i stedet for en succes.
- Mindre is er en fordel fordi det letter adgangen til områder der anses for interessante. Men forudsigelighed er lige så vigtig. Hvis klimaforandringerne betyder, at det bliver svært at forudse, hvornår man kan være i et område og hvor længe, så påvirker det planlægningen og hvis der er noget olieselskaber har enormt stor fokus på, ikke mindst for at holde omkostningerne nede, så er det detaljeret planlægning, lyder det fra Anne Merrild Hansen.