Obligatorisk pensionsordning på spil
Især de nuværende oppositionspartier slår på trommer for at afskaffe den omstridte obligatoriske pensionsordning. - Folk skal have frihed til selv at forvalte deres indtægter, lyder det generelt.
Skal det offentlige fortsat tvinge de arbejdende folk til at spare op til alderdommen under den kontroversielle obligatoriske pensionsordning eller skal de have mulighed for selv at disponere over egne indkomster? Det er i hvert fald et spørgsmål, som deler vandene hos partierne.
Foto (arkiv): Leiff Josefsen
Siden den obligatoriske pensionsordning trådte i kraft i 2018, har der været heftige debatter, især om hensigtsmæssigheden af ordningen.
Flere og flere partier mener, at den tvungne opsparing ikke længere kører efter hensigten, og at man derfor bør ophæve ordningen.
A: Borgernes frihed bliver krænket
Atassut mener, at borgernes frihed bliver krænket gennem den tvungne pensionsopsparing:
- I Atassut har vi tillid til folks evne til at træffe deres egne beslutninger. De skal selv kunne bestemme, hvornår og hvor meget de vil spare op til pension, afhængigt af deres livssituation, og partiet fortsætter:
- Unge, der netop har afsluttet deres uddannelse og ønsker at spare op til boligkøb, bliver begrænset, fordi de straks tvinges til at indbetale til pension. Dette er en unødig begrænsning af deres økonomiske frihed.
D: Ordningen fungerer ikke efter hensigten
Demokraatit henviser til at et stort flertal bestående af partierne IA, Siumut, Naleraq, Demokraatit og Atassut 2016 besluttede at
indføre en obligatorisk pensionsordning med henblik på, at give fremtidens ældre en mere økonomisk tryg
alderdom.
- Lige siden har der været stor debat i befolkningen og blandt partierne om, hvordan loven
fungerer. Dengang var alle enige om de gode hensigter i loven og ligeledes enige om, at det var et
samfundsproblem, at alt for mange ikke sparede op til deres alderdom.
- Men her må vi desværre erkende, at den obligatoriske pensionsordning ikke fungerer efter hensigten. Vi
har eksempelvis set, at der er folk, der tvinges til at spare op til trods for, at de i forvejen har en anden
pensionsordning.
- Derudover er loven blevet ændret således, at dem der tjener mindst slet ikke behøver at
spare op til pension. Og det var vel trods alt dem, som ordningen primært var tiltænkt. På den baggrund giver det ikke rigtig mening fortsat at tvinge folk til at spare op til pension via en
obligatorisk pensionsopsparing. Demokraatit mener derfor, at loven om obligatorisk pensionsopsparing bør
ophæves.
N: Det skal være frivilligt
Partiet Naleraq deler Atassuts og Demokraatits synspunkter, og har i den nu afsluttede valgperiode stillet et forslag til Inatsisartut om at gøre ordningen til en frivillig ordning.
- Heldigvis kan vi se at der er mange arbejdere der har fået en klar indlæring i opsparing til
pension, og derfor har loven ikke været helt spildt. Men desværre kan vi også se at loven rammer
socialt skævt hvor især SIK familier har svært ved at få enderne til at mødes, lød det blandt andet fra Naleraq under efterårssamlingen 2022.
Formanden for partiet, Pele Broberg påpeger også at man forud for en ophævelse af loven, bør sikre at de der er blevet tvunget til at spare op, skal sikres rettighed til selv at have fuld råderum over opsparingen:
- Hvis en person skulle vælge at få udbetalt sin opsparing, skal de i dag levere hele 60 procent af deres opsparing til de offentlige myndigheder, altså enten til Staten eller til Grønlands Selvstyre, hvis de opsparede er under det grønlandske system. Vi vil sikre, at de opsparede midler skal tilgå ubeskåret til borgeren, uddyber Pele Broberg.
IA: Ældre i beskæftigelse skal fritages
Inuit Ataqatigiit har også meldt sig på banen med krav om at få lavet ændringer i ordningen.
Partiet vil nemlig fjerne opsparingsforpligtelsen for alderspensionister, der er i beskæftigelse.
Så alene ved at gennemgå de fire partiers valgprogrammer i forbindelse med valget til Inatsisartut den 11. marts 2025, ser det ud til at et solidt flertal vil lægge stemme til enten en ophævelse af ordningen eller en radikal ændring af ordningen med den obligatoriske pensionsordning.
S: Løbende revision er nødvendig
Partiet Siumut har ikke fastsat nogen krav til ændring af ordningen, men bebuder i sit partiprogram at der skal være løbende revision af ordningen:
- Det er gældende, at arbejdere og lønmodtagere i landet kan få en alderspension i deres alderdom. I
forbindelse med indførelse af obligatorisk opsparing til alderdommen, skal procedurer for indbetalinger
fastsættes i samarbejde med organisationerne og andre implicerede parter. Det er vigtigt for Siumut, at der
løbende foretages revision af den obligatoriske pensionsopsparing.