For 5.000 år siden sejlede et skandinavisk stenalderfolk
rundt i skindbåde, lig dem der blev brugt af inuitterne længere mod nord.
Sådan lyder teorien i hvert fald, som forskere fremlægger en
række argumenter for i et studie publiceret i tidsskriftet Journal of Maritime
Archaeology.
Forskerne peger blandt andet på helleristninger, der
tilsyneladende afbilder skindbåde, samt den store mængde sælrester, der er
fundet på stenalderfolkets bopladser.
- Sælerne ville have været sværere at nå med både lavet af
udhulede træstammer, de såkaldte stammebåde, som vi ved, de også har haft,
fortæller Mikael Fauvelle, der er førsteforfatter på studiet.
- Dertil er dette en periode, hvor der har været handel over
meget store afstande og rundt om i hele Skandinavien. Det ville have været
svært at fragte store mængder varer eller dyr over havet i stammebåde, og det
er blandt andet derfor, at vi tror, at dette folk har sejlet i skindbåde på
lange rejser, tilføjer han.
Det er dog ikke alle forskere, der køber den teori.
En af dem, der ikke er overbevist, er Ole Kastholm,
arkæolog, ekspert i oldtidens både i Skandinavien og seniorforsker ved
Museumsorganisationen ROMU. Han lægger vægt på, at vi ikke har nogen
arkæologiske fund af skindbåde, og at alle spekulationer om skindbåde kommer
af, ifølge ham, skrøbelige fortolkninger af andre indirekte beviser.
- I studiet prøver de næsten spekulativt at bevise, at der
har eksisteret skindbåde, men det er ikke nødvendigt at opfinde en båd, vi ikke
har fundet, fortæller Ole Kastholm til Videnskab.dk.
- Alt det, forskerne her bruger til at pege på, at denne
kultur har brugt skindbåde, kan lige så godt forklares af stammebåde, som vi
ved, dette stenalderfolk har haft, siger han.
Hjælper os til at forstå vores historie
Det skandinaviske stenalderfolk, der måske, måske ikke,
sejlede rundt i skindbåde dengang, var en del af den såkaldte grubekeramiske
kultur. Den grubekeramiske kultur, navngivet efter deres karakteristiske måde
at udsmykke deres keramik på, levede hovedsageligt som jæger-samlere i Norge,
Sverige og det nordlige Danmark fra omkring år 3.500 til 2.300 f.v.t. – til
trods for, at agerbrug allerede var udbredt i Skandinavien på denne tid. Det
var et kystfolk, der havde deres både i centrum af deres liv. Alt fra transport
til handel til anskaffelse af mad og sælskind til tøj tog udgangspunkt i
sejlads – og derfor er det heller ikke ligegyldigt, hvilke både de brugte.
- Det er meget vigtigt, fordi det markerer begyndelsen på
den maritime kultur, vi har i Skandinavien, hvor handel over havet altid har
været essentiel, afslutter Mikael Fauvelle.
- Vi ser skibsfart gennem hele den skandinaviske historie: I
bronzealderen drog vi ud, og i vikingetiden gjorde vi det samme. Men det er
her, vi lægger kimen til det hele – og derfor er det også spændende at vide,
hvilke både der blev brugt. Det hjælper os med at forstå skandinavernes
historie, siger han.
Svært at bevise
Men arkæologerne kan ikke blive enige – og det er langt fra
kun Ole Kastholm og Mikael Fauvelle, der har forskellige ideer om, hvad der var
den grubekeramiske kulturs primære fartøj. Det fortæller Rune Iversen, der er
arkæolog og forsker på Saxo-Instituttet, Københavns Universitet.
- Spørgsmålet om de her både har ligget og luret i lang tid,
siger han til Videnskab.dk.
- Det stammer helt tilbage til 1951, hvor en dansk
professor, Carl Johan Becker, påpegede, at det her folk må have været særlig
sødygtigt grundet den omfattende handel over enorme afstande – og måske også
mere sødygtige, end stammebåde har givet dem mulighed for at være, fortæller
han.
Det gav liv til teorien om, at skandinaverne må have haft
mere sødygtige både, som kunne have lignet dem, inuitterne brugte – altså
skindbåde.
Problemet er, at den teori er svær at bevise.
Skindbåde holder nemlig utrolig dårligt – og derfor kommer
vi heller ikke til at finde noget fældende bevis, fortæller Mikael Fauvelle,
førsteforfatter på studiet.
- Man skal tænke på, at vi kun har nogle få både fra
vikingetiden, og de er lavet af træ. Skind holder betydeligt dårligere, og de
er ovenikøbet nogle årtusinder ældre, påpeger arkæologen.
- Muligheden for, at vi finder en intakt skindbåd, er
utrolig lille, så vi bliver nødt til at se på andre ting, der kan pege på, at
de har været der, hvilket er det, vi gør i dette studie, siger han.
Handel og sælolie
Primært fremhæver Mikael Fauvelle og hans kolleger tre
argumenter for, at de første skandinaver brugte skindbåde:
For det første har man fundet tegn på en omfattende handel
over store områder samt rester fra sæler og dybhavsfisk: Det antyder, at den
grubekeramiske kultur har været vante på det dybe hav, fortæller Mikael
Fauvelle.
- Det peger videre på, at de har haft skindbåde, eftersom
stammebåde er meget svære at navigere i til havs, siger han.
Dertil har man fundet bådskeletter, der muligvis kan have
været skindbåde:
- I Tyskland, Holland og Sverige har man fundet potentielle
bådskrog, hvor skind måske har været fastsyet, siger Mikael Fauvelle.
Fund fra Holland og Tyskland er dateret til yngre stenalder
(3900 f.v.t. til 1800 f.v.t.) eller endnu tidligere og kan ifølge Mikael
Fauvelle indikere, at viden om at fremstille skindbåde fandtes i Nordeuropa.
To svenske eksempler kan muligvis dateres til omkring den
grubekeramiske kulturs tid – men det er fortsat omdiskuteret, om fundene er
skindbådskeletter eller ej.
Helleristninger viser måske skindbåde
Ifølge Mikael Fauvelle er det bedste bevis dog de
helleristninger, som tilsyneladende afbilder skindbåde: I studiet peger de på
helleristninger, der stammer fra allerede før den grubekeramiske tid – helt
tilbage fra år 5.000 til 3.000 f.v.t.
De fremhævede helleristninger er fra Nordnorge, men
arkæologen fortæller, at man har fundet lignende helleristninger flere steder i
Skandinavien.
De afbilder fiskeri, hvalfangst og sæljagt, som den
grubekeramiske kultur var kendt for, samt både, der bærer en slående lighed med
de skindbåde, som blev brugt af inuitterne.
Større stammebåde i Storbritannien
Ole Kastholm, arkæolog og seniorforsker ved
Museumsorganisationen ROMU, anerkender, at stammebåde er svære at navigere i
til havs, men »sejlads har bare været en meget risikofyldt affære«, siger han
til Videnskab.dk.
- Hvis man fragter husdyr i skindbåde, som kalve eller
rensdyr, er der oven i købet risiko for, at et hidsigt spark kan slå hul i
båden, tilføjer han.
Museumsinspektøren fortæller videre, at mens det er rigtigt,
at de stammebåde, man har fundet i Skandinavien, ville være svære at sejle i
til havs, har man fundet bedre og langt større stammebåde på De Britiske Øer.
- Fund af dybhavsfisk og sæler nævnes som indicier for brug
af skindbåde, men dette er altså ikke et solidt bevis. Disse ressourcer kunne
også være nået med stammebåde, siger han.
- Især hvis man har haft stammebåde af samme størrelse, som
dem vi har fundet på De Britiske Øer, siger Ole Kastholm.
Helleristningerne giver seniorforskeren heller ikke meget
for.
- Det mener jeg ikke er et pålideligt kildemateriale i denne
sammenhæng, siger han og tilføjer:
- Selvom nogle af helleristningerne fra Nordnorge
forestiller skindbåde, betyder det jo ikke, at dem, der har levet i Danmark,
har brugt dem.
Har både haft skov og sæler
- Det er en tommelfingerregel, at man historisk set altid
har brugt det, der var til rådighed for en, fortsætter Ole Kastholm.
- I Danmark og i store dele af Skandinavien har der været
skov – i modsætning til i polarområdet, hvor inuitterne boede. Hvis man har
adgang til en masse træ, så er det det, man har brugt, siger han.
Mikael Fauvelle svarer, at det netop er den argumentation,
de bruger i studiet:
- Jeg er helt enig i, at mennesker bruger de materialer, der
er tilgængelige i deres omgivelser, til at bygge både. Det er netop derfor, vi
argumenterer for, at de med rig adgang til sæler og sælskind sandsynligvis
byggede skindbåde, siger han.
Passer ikke ind i skandinaviens skibstraditioner
Sidst fremhæver Ole Kastholm, at skindbådene ikke passer ind
i den udvikling i skandinavisk skibsbyggeri, som vi ved, må have ledt frem til
vikingetidens skibe.
- Vikingeskibene er skal-byggede, altså først laver man
yderskallen af planker, og bagefter sætter man det afstivende skelet ind,
fortæller han til Videnskab.dk.
Skindbåde er skelet-byggede, altså det omvendte, hvor
skelettet laves først, og skindet trækkes ud over. Derfor er skindbådene en
teknologisk blindgyde, når vi ser på de arkæologiske kilder, vi faktuelt har,
siger museumsinspektøren.
- Dette blev faktisk påpeget allerede i 1956 af den svenske
etnolog og bådspecialist Albert Eskeröd i et banebrydende studie, som det nye
studies forfattere tilsyneladende ikke forholder sig til, siger Ole Kastholm.
Mikael Fauvelle svarer, at den pointe faktisk understøtter
hans argument:
- I stedet for at fokusere på vikingetiden bør vi se på
bronzealderen, som ligger langt tættere på yngre stenalder, siger han til
Videnskab.dk.
- I bronzealderen brugte man både lavet af træplanker, der
var syet sammen. Konceptet med at sy træplanker sammen minder faktisk meget om
at sy sælskind sammen.
Spørgsmål stadig åbent
Spørgsmålet om, hvorvidt skindbåde blev brugt af den
grubekeramiske kultur, er stadig åbent, men ifølge arkæolog og forsker på
Saxo-Instituttet Rune Iversen er studiet et interessant bidrag.
- Kulturen var ekstremt maritimt orienteret, og lange
transportstrækninger, blandt andet med flint, tyder på dygtige søfarere,
fortæller han.
- Flint fra Danmark blev transporteret helt op til Den
Botniske Bugt – det indikerer, at der har været både, der kunne klare det. Men
om det var skindbåde eller store stammebåde, ved vi ikke, forklarer han.
- I studiet her leverer forskerne en række indicier, og det
er da fint. Men det fældende bevis mangler stadig, så vi står stadig på
perronen og flagrer, siger han.
