Nyt studie: Grønlandshvaler dykker synkront over store afstande
Synkrone dyk afslører ifølge professor en avanceret form for kommunikation mellem grønlandshvaler.
To grønlandshvaler dykkede synkront flere hundrede gange over afstande på op til 100 kilometer, viser nyt studie. (Arkivfoto).
Foto: Kelvin Aitken/AP/Ritzau Scanpix
To grønlandshvaler dykkede synkront flere hundrede gange over en uge, selv om de var op til 100 kilometer fra hinanden.
Det viser et studie med forskere fra Danmark, Grønland og Japan.
Det afslører en avanceret form for akustisk kommunikation, siger studiets danske deltager, professor Jonas Teilmann, Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet.
- Der er tale om hundredvis af dyk over en uge, som er synkrone. Det er usandsynligt, at det skulle være et tilfælde, at to individer dykker ned og op i samme sekund så mange gange, siger han.
Grønlandshvalen er en af verdens største og længstlevende pattedyr. Den bliver op til 18 meter lang og vejer op mod 100 ton.
Timede dyk
Studiet er baseret på observationer af 12 grønlandshvaler, der er blevet mærket i Diskobugten i Vestgrønland.
Forskerne kunne følge hvalerne ved hjælp af dataloggere.
Nogle gange var hvalerne fem kilometer fra hinanden og andre gange hundreder af kilometer fra hinanden.
Men inden for 100 kilometer timede de nøje deres dyk, forklarer Jonas Teilmann.
Det er uvist, hvad hvalerne kommunikerer om, men professoren fra Aarhus Universitet har et bud:
- Vi tror, at hvalerne kommunikerer om føderessourcer. De signalerer, hvor der er føde at hente, og i hvilken dybde føden findes, siger han.
Påviser kommunikation over store afstande
Det er tidligere påvist, at bardehvaler har en form for akustisk kommunikation. Men mere præcist hvad hvalerne kommunikerer om, og over hvor store afstande, det kan ske, har hidtil været uvist.
- Det nye er, at vi har påvist, at hvalerne kan kommunikere over meget store afstande, og at der faktisk ser ud til at være en betydning i den kommunikation, hvalerne har.
- Det er dybt fascinerende, at hvalerne på den måde har en meget avanceret form for kommunikation, siger Jonas Teilmann.
De to grønlandshvaler, der ifølge studiet dykkede synkront, bestod af en hun og en af ukendt køn.
- Det næste bliver at finde ud af, om det kun er par eller ”venner”, der taler sammen, eller det gælder en hel flok, siger Jonas Teilmann.
Resultatet af studiet er offentliggjort i tidsskriftet Physical Review Research.
/ritzau/