Nyt politisk parti
Sorlaat Partiiat blev stiftet lørdag i Nuuk. Nikoline Ziemer er valgt som partiformand.
![Nikoline Ziemer vil sammen med sin medkandidat fokusere på forholdenen for børn og unge.](https://image.sermitsiaq.ag/234723.webp?imageId=234723&width=960&height=1450&format=jpg)
Med Sorlaat Partiaat har Grønland fået et nyt politisk parti, der definerer sig selv som et internationalt orienteret liberal-socialistisk parti, placeret på den politiske midte. Partistifteren Nikoline Ziemer blev valgt som partiformand på den stiftende generalforsamling lørdag.
Partiet efterlyser en såkaldt bæredygtig økonomisk politik, og på den stiftende generalforsamling betegnede Nikoline Ziemer landsstyrekoalitionens økonomiske politik som uansvarlig. Hun kom dog ikke med konkrete bud på en alternativ økonomisk politik.
Øget selvstændighed til Grønland er indskrevet i det nye partis vedtægter og betegnes som en af partiets centrale værdier.
Partiet vil desuden arbejde for flere ressourcer til børn og unge, og demokratiet skal udbredes gennem mere nærdemokrati og borgerinddragelse, så den enkelte får større medejerskab til udviklingen af fremtidens Grønland.
Hjemmestyret skal koncentrere sig om landspolitik og droppe rollen som købmænd ved bl.a. at give de hjemmestyreejede selskaber en større selvstændighed. Erhvervslivet skal styrkes, og vi skal forberede os på integration af nye medborgere fra andre lande end Danmark, når olien, råstofferne og aluminiumssmelteværket nødvendiggør øget indvandring til Grønland. Endelig skal sundhedssektoren reformeres.
Sorlaat Partiaat vil stille op til kommunalvalget den 8. april i den nye Øst-Vest Kommune med Nuuk som hovedby.
I valgkampen vil partiets kandidater, Nikoline Ziemer og Jan Hansen, først og fremmest fokusere på forholdene for børn og unge, nærdemokrati og borgerinddragelse samt vilkårene for erhvervsudvikling.