Nye tiltag mod narkosmugling og sort økonomi
Told- og skattemyndighederne i Grønland og Danmark har taget seks konkrete initiativer til et styrket samarbejde, som skal forhindre narkoindsmugling og komme den sorte økonomi til livs.
Fra 2020 og til 2023 blev der beslaglagt 276 kilo hash, som var forsøgt indsmuglet til Grønland.
Leiff Josefsen
- Euforiserende stoffer finder i stigende grad vej til Grønland. Forsyningsvejen går ofte gennem Danmark, og handlen med narkotika medfører også store mængder af kontanter i omløb. Penge, der ofte ender i hvidvask. Det skal et styrket samarbejde med seks konkrete tiltag mellem de grønlandske og danske skattemyndigheder nu dæmme op for, bliver det oplyst i en fælles pressemeddelelse, som Naalakkersuisoq for Skat og Finanser Erik Jensen og den danske skatteminister Jeppe Bruus har udsendt.
I perioden fra 2020 til 2023 blev der beslaglagt 276 kg hash og 12,5 mio. kr. i kontanter. Desuden oplever myndighederne, at der i stigende grad smugles hårde stoffer såsom kokain, amfetamin og heroin ind i Grønland.
Skatteminister Jeppe Bruus er netop i disse dage i Nuuk, hvor han blandt andet mødes med Erik Jensen, og det er i den forbindelse, at man løfter sløret for de nye tiltag.
Når det gælder narkosmugling er man blevet enige om følgende tre tiltag:
1. Tættere samarbejde på tværs af grænserne
Der sikres et tættere samarbejde på tværs af grænserne for at styrke den samfundsbeskyttende kontrol, der forhindrer blandt andet narkotika i at komme ind over grænsen. Det indebærer blandt andet tættere operativt samarbejde og afholdelse af flere fælles indsatser og konkrete operationer.
2. Øget vidensdeling og erfaringsudveksling
Vidensdelingen og erfaringsudvekslingen øges, så erfaringer om kontrol af varer, der indføres, udføres eller er i transit deles mellem myndighederne. Det skal sikre, at myndighederne står stærkere i forhold til bekæmpelsen af smugling af illegale varer, herunder narkotika.
3. Styrket samarbejde vedrørende træning og uddannelse
Samarbejdet om træning og uddannelse af medarbejdere samt træning og certificering af tjenestehunde styrkes og udvides til også at omfatte pengehunde. Derudover skal det være muligt for grønlandske toldere at få praktikophold i Danmark og omvendt.
Kampen mod sort økonomi
Når det gælder kampen mod den sorte økonomi er man blevet enige om følgende tiltag:
1. Øget brug af data
Brug af data om mistænkelige transaktioner, virksomheder og enkeltpersoner involveret i ulovlige økonomiske aktiviteter i Grønland styrkes. Det gælder blandt andet data om modtagere af offentlige ydelser med henblik på at forhindre socialt bedrageri.
2. Øget videns- og erfaringsudveksling
Videns- og erfaringsudvekslingen øges. Det gælder blandt andet metoder til bekæmpelse af sort økonomi og kontrol af udenlandske virksomheder, der opererer i Grønland, og virksomheder, der benytter udenlandsk arbejdskraft. Indsatsen skal forhindre sort økonomi og social dumping. Derudover undersøges det, om de eksisterende muligheder for udlån af medarbejdere fra Skattestyrelsen i Danmark til Skattestyrelsen i Grønland kan styrkes.
3. Teknologisk samarbejde
Mulighederne for nye teknologiske løsninger for sikring af skattegrundlaget i Grønland skal vurderes med respekt for den tekniske infrastruktur og den digitale modenhed i Grønland.
- Vi er glade for det gode samarbejde vi har med Skatteministeriet om at bekæmpe narkotika og sort økonomi. Narkotikasmugling er et globalt fænomen, og derfor ses det som naturligt for os at samarbejde med Danmark om bekæmpelse af dette, siger Erik Jensen.
Uacceptable forhold
Den danske skatteminister Jeppe Bruus udtaler:
- Narkotika ødelægger menneskers liv og skader samfundet. Og så er der i sagens natur en stor sort økonomi forbundet med smugling og handel med narkotika. Det er helt uacceptabelt, og vi skal gøre alt for at stoppe de skruppelløse kriminelle, som forsøger at få stoffer til Grønland.
De kriminelle har på grund af Grønlands fjerne geografiske placering stor fortjeneste ved at købe narkotika i Danmark og videresælge det i Grønland til priser, der er mangedoblet. Derfor har det også både store sociale og sundhedsmæssige konsekvenser for det grønlandske samfund, lyder det fra de to ministre.