Nye lederspirer på MBA-uddannelse

Ti grønlandske lederspirer indleder MBA-uddannelsen på det anerkendte Henley Management College.

De 14 deltagere er efter planen færdige med studierne i løbet af i år.
Offentliggjort

Ti grønlandske lederspirer indleder i slutningen af februar MBA-uddannelsen på det anerkendte britiske Henley Management College.

Det er det 2. hold grønlandske ledere, som nu skal gennemgå Henleys MBA-uddannelse, men det har holdt hård at få samlet et nyt hold, oplyser direktør Leif Berg­mann, Henley Management College.

– Som man kan læse i den grønlandske presse, skal der fortsat satses på at uddanne grønlandske ledere på højt niveau, og det er her, Henleys internationale lederudviklingsprogram kommer ind siger Leif Bergmann.

De 10 grønlandske lederspirer indleder uddannelsen med en studietur til Henley i England i slutningen af februar.

Her er »ledertænkning« på skemaet, men ellers gennemføres uddannelsen på hjemmebanen her i Grønland. Blot en årlig rejse til »moderskolen« bliver det til, mens alle andre lektioner foregår herhjemme via mail og internet og Henley-professorer på gæsteforelæsning.

Leif Bergmann oplyser, at de engelske professorer står i kø for at komme til at undervise i Grønland. Det er fortsat meget eksotisk at blive sendt hertil, selv om de kyndige undervisere er vant til at arbejde over hele kloden.

De studerende kommer fra offentlige og private virksomheder samt fra hjemmestyret. Flere store hjemmestyreejede selskaber har dog fravalgt Henley i denne omgang.

Det første grønlandske hold MBA-studerende begyndte i januar 2006, og de 14 deltagere er efter planen færdige med studierne i løbet af i år.

Uddannelsen har været en succes; de fleste af de studerende er blevet forfremmet i løbet af studietiden.

Powered by Labrador CMS