Ny vandrerute i Nuuks bagland indviet
Visit Nuuk har i samarbejde med en vandreentusiast markeret en vandrerute mellem Nuuk og Kapisillit.
Ruten er markeret i samarbejde med vandrerentusiast Valdemar Wilhjelm Geisler, der fortæller, at det har været ekstra vigtigt at markere hyppigt og tydeligt i de passager, hvor ruten kan synes ufremkommelig.
Foto: Visit Nuuk
Hovedstadskommunens turismeorganisation, Visit Nuuk, har netop færdiggjort afmærkningen af en vandrerute fra Nuuk til Kapisillit.
Ruten skal være med til at udvikle Nuuk som vandredestination:
- Vi oplever stor efterspørgsel på vandreturisme i Nuuk. Ruten mellem Nuuk og Kapisillit tager dig med gennem Nuuks unikke bagland og rummer meget af det, som vandrere efterspørger.
- Nogle gæster er erfarne vandrere, mens mange foretrækker at have en guide med. Vi arbejder på at udvikle tilbud, der kan tiltrække begge typer turister og samtidig understøtte lokale turoperatører, udtaler Sara Nissen, som er destination manager i Visit Nuuk, i en pressemeddelelse.
- Man undgår at fare vild
Visit Nuuk har lavet ruten i samarbejde med vandreentusiast Valdemar Wilhjelm Geisler.
Han fortæller, at markeringen af vandreruten er med til at sikre, at vandrere følger den mest sikre og optimale rute:
- Markeringen af den nye rute skal være med til, at man undgår utilsigtede fejltagelser af de mange dale på ruten og derudover også, at man undgår at fare vild og dermed havne i farlige situationer.
- Det har været ekstra vigtigt for os at markere hyppigt og tydeligt i de passager, hvor ruten kan synes ufremkommelig, udtaler Valdemar Wilhjelm Geisler.
Visit Nuuk oplyser videre, at organisationen også arbejder på at etablere en bro over elven i Kapisillit for at beskytte laksen og gøre vandreruten mere tilgængelig.
Broen ventes færdig i efteråret 2024 eller foråret 2025. Visit Nuuk arbejder også på at etablere gangbroer gennem vådområder og 12 shelters i Nuuks bagland.