Ny uddannelse melder om stor interesse
Den nye biologiuddannelse SILA får 12 studerende på første hold.
Tidligere i år blev afdelingsleder Aviaja Lyberth Hauptmann tildelt Årets pris for arbejdet med at udvikle igangsætte Ilisimatusarfiks nye bacheloruddannelse i biologi, SILA.
Foto: Emil Nørgaard Stach / Ilisimatusarfik
Grønlands første biologiuddannelse SILA får snart luft under vingerne.
Ilisimatusarfik oplyser, at deadline for ansøgning til uddannelsen er passeret, og der har været stor interesse for nyskabelsen.
12 studerende vil således begynde på uddannelsens første hold til februar:
- Med hele 12 nye kommende studerende, der alle er ivrige efter at dykke ned i Grønlands enestående natur og komplekse økosystemer, ser vi nu frem til studiestarten 1. februar 2025 - og vi kan næsten ikke vente, skriver Ilisimatusarfik og afdelingsleder Aviaja Lyberth Hauptmann.
De nye studerende skal både dykke ned i teorien bag biologiens store spørgsmål, og opleve naturens vidundere på nært hold, fordi SILA-uddannelsen kombinerer praktisk feltarbejde i de arktiske landskaber og forskning i laboratoriet.
- For de 12 nye kommende studerende betyder det en fremtid fyldt med muligheder, ikke kun i Grønland, men også internationalt inden for alt fra forskning og miljøforvaltning til undervisning og rådgivning, lyder det fra universitetet.
I oktober oplyste Aviaja Lyberth Hauptmann, at de kommende studerende er sikret muligheden for at tage en kandidat, som er en overbygning på bachelor-delen af uddannelsen.
Muligheder er givet ved, at Ilisimatusarfik har indgået en aftale med Aalborg Universitet om, at det danske universitet giver bachelorerne fra SILA adgang til kandidatuddannelsen i biologi.
De to universiteter vil desuden udveksle studerende løbende.