NUUK
Ny skole yderligere forsinket - gamle skoler tages i brug
Først var der en forsinkelse frem til 29. august. Men Kommuneqarfik Sermersooq melder, at det ikke kan nås. Derfor er der nu en forsinkelse på ubestemt tid, hvilket også betyder, at børnene skal starte i hhv. Ukaliusaq og ASK den 15. august.
Børnene, der skal starte skoleåret den 15. august skal starte i henholdsvis Atuarfik Ukaliusaq og Atuarfik Samuel Kleinschmidt, da Atuarfik Inussuk endnu ikke er klar.
Foto: Kommuneqarfik Sermersooq
Atuarfik Inussuk bliver desværre ikke klar til indflytning i august 2024, som det ellers var planen, lyder det fra Kommuneqarfik Sermersooq på kommunens hjemmeside.
Forsinkelsen skyldes, at bygninges komplicerede brandalarmeringsanlæg og den brandtekniske dokumentation endnu ikke er på plads til godkendelse. Arbejdet med det pågår, og anlægget skal nu gennemgåes og godkendes, før skolen kan tages i brug.
Uvist hvornår den nye skole åbner
Åbningen af Atuarfik Inussuk blev i fredags udsat fra den 15. til den 29. august, men det viser sig nu, at skolen ikke kan afleveres, så skolestarten kan nås på den dato.
Kommuneqarfik Sermersooq kender på nuværende tidspunkt endnu ikke det præcise omfang af forsinkelsen. Forsinkelsen får betydning for skolens elever og ansatte, ligesom kommende brugere af den nye idrætshal, der er på skolen, også må vente på, at bygningen er klar.
Samtlige brandforanstaltninger i bygningens ca. 18.000 kvadratmeter skal gennemgås, og alle krav til brand og sikkerhed skal være opfyldt, før bygningen kan tages i brug.
Børnene skal starte i Atuarfik Samuel Kleinschmidt eller Atuarfik Ukaliusaq den 15. august
Eleverne, der skulle være startet på den nye skole, skal i stedet starte skoleåret på henholdsvis Atuarfik Samuel Kleinschmidt eller Atuarfik Ukaliusaq. Hvilke børn, der skal starte på hvilken skole, er endnu ikke besluttet, men forvaltningen har besluttet, at skolestart nu bliver den 15. august som oprindeligt planlagt.
- Vi er meget opmærksomme på, at det desværre medfører gener for alle, der glæder sig til at få en hverdag i den flotte nye skole. For os er det afgørende, at vi ikke åbner, før vi kan garantere brandsikkerheden, siger kommunaldirektør i Kommuneqarfik Sermersooq, Ole Jakobsen.