Ny retsinstans i Grønland
Reformen inden for retsvæsnet introducerer 'Retten i Grønland'.

Fra årsskiftet bliver retsvæsnet reformeret. Det betyder, at vi får en ny retsinstans, Retten i Grønland, som i fremtiden skal være første instans i vanskelige sager.
– Landsretten har haft den funktion, at vi har overtaget sager fra kredsretterne, hvis de skønnes at være juridisk komplicerede, siger landsdommer Søren Søndergård til Sermitsiaq.
Men de sager vil i fremtiden blive varetaget af Retten i Grønland med Landsretten som ankemulighed, og dermed bliver der, også for de komplicerede sager, to retsinstanser i den grønlandske retspleje.
Fra årsskiftet vil alle retssager og appeller på den måde blive afgjort i Grønland. Hidtil har Østre Landsret i Danmark fungeret som appelret, når Landsretten har været første instans.
De øvrige sager sker der ikke noget med. De vil fortsat blive behandlet i kredsretterne med Landsretten som ankeinstans.
Retten i Grønland bliver bemandet af juridisk uddannede dommere med Thomas Trier Hansen i spidsen.
Læs Sermitsiaq nr. 49...