Ny lov: Ældres rettigheder skal sikres

Naalakkersuisut har netop sendt en ny og samlende ældrelov i høring, der skal sikre, at ældre personer modtager den hjælp og støtte fra samfundet, de har brug for.

Alderdomshjem, ældre
Ældres rettigheder skal styrkes, hvilket er baggrunden for en ny ældrelov.
Offentliggjort

Formålet med den nye ældrelov er at sikre særskilte rettigheder for ældre personer og samle disse rettigheder ét sted for at skabe overblik for de ældre og deres nærtstående - desuden give kommunerne et bedre grundlag at administrere efter.

- Baggrunden for forslaget er et fælles politisk ønske om at styrke ældres rettigheder og sikre, at alle ældre i landet har rammerne for et godt og trygt ældreliv, hvor de kan udnytte deres egne ressourcer bedst muligt. Forslaget skal bidrage til at styrke det sociale sikkerhedsnet og øge tilliden til den offentlige forvaltning. Forslaget introducerer nye støttemuligheder og giver samtidig kommunerne større frihed til selv at tilrettelægge den tilbudte støtte, står der i de indledende bemærkninger til lovforslaget, hvor høringsfasens deadline er den 19. august.

Flere ældre

Det er blandt andet udsigten til langt flere ældre i de kommende år, der sætter fokus på behovet for at styrke organiseringen omkring ældrearbejdet. 

- Med forslaget samles reguleringen af ældres ret til støtte på ét sted samtidig med, at ældres rettigheder og forvaltningens pligter tydeliggøres, fremgår det. Med ældre har man defineret det som personer, der enten modtager alderspension eller opfylder betingelserne herfor.

Naalakkersuisut har hentet inspiration fra handicapområdet, så der nu skal indføres “støtteplaner” og “behovsvurderinger”.

Samtaler

Som noget nyt skal kommunerne indkalde ældre personer til en samtale, inden der træffes afgørelse om støtte eller ændring af støtte. Og desuden indføres der regler for, hvilke støtteforanstaltninger kommunerne skal tilbyde de ældre, der måtte have behov:

  1. personlig hjælp og omsorg
  2. hjemmehjælp
  3. hjælpemidler
  4. rådgivning og vejledning af pårørende
  5. flyttehjælp i forbindelse med flytning fra eget hjem til botilbud
  6. træning
  7. ledsagelse
  8. aktivitets- og samværstilbud
  9. kollektiv kørselsordning
  10. støtte i forbindelse med overgang fra behandling i Sundhedsvæsnet til hjemkommunen

Hjemmebesøg

En andet og nyt tiltag er et tilbud om forebyggende hjemmebesøg med det formål at drøfte den ældre persons livssituation. 

- Kommunerne skal tilbyde hjemmebesøg af sociale årsager, samt når den ældre person når en vis alder. Forebyggende hjemmebesøg skal tilbydes til ældre personer i kommunen hvert andet år fra de fylder 82 år, samt det år de fylder 75 og 80 år. Ældre personer, der bor alene, skal tilbydes hjemmebesøg det år de fylder 72 år. Derudover skal hjemmebesøg tilbydes efter behov til socialt udsatte eller ældre personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, står der i bemærkningerne til lovforslaget, og hvor et hjemmebesøg skal tilbydes “hvis en ældre persons ægtefælle eller samlever dør, flytter på botilbud, har et længerevarende midlertidigt ophold udenfor hjemmet, eller har været indlagt i sundhedsvæsnet”.

Der stilles samtidig krav om adskilte demensafsnit på plejehjemmene for at sikre et godt liv både for personer med demens og for øvrige beboere på plejehjemmene. 

Det vil være et krav, at kommunerne får et ansvar for at føre tilsyn med deres egne ældreinstitutioner mindst én gang årligt. Herefter er det Naalakkersuisuts centrale tilsynsenhed, der skal tjekke tilsynsrapporterne. Derudover fører Ombudsmanden for Inatsisartut tilsyn på ældreinstitutionerne og Landslægeembedet fører tilsyn med de sundhedsfaglige elementer på ældreinstitutionerne.

Tvangsbøder

Et andet tilsynspunkt er, at kommunerne fremover skal foretage et “driftsorienteret” tilsyn med plejehjem, hvis formål er at sikre den nødvendige kvalitet på plejehjemmene.

Hvis en kommune svigter er der givet en hjemmel til Naalakkersuisut om at meddele påbud og en kommune kan blive pålagt administrative tvangsbøder.

Powered by Labrador CMS