Ny drejning i vandskandale-sagen
Vandet fra vandværket i Uummannaq må alligevel ikke anvendes til drikkevand. Miljømyndighederne har oplyst, at vandet ikke længere kan godkendes til drikkevand.
Sagen om det forurenede drikkevand i Uummannaq udvikler sig til en skandale, hvor myndighedernes udmelding til borgerne fra dag til dag skifter karakter.
Søndag meddelte Nukissiorfiit, at vand fra vandværket igen kunne drikkes. Den nyhed må forsyningsselskabet nu trække tilbage.
- På baggrund af dagens prøveresultater har miljømyndighederne oplyst, at vandet fra vandværket ikke længere kan godkendes til drikkevand, oplyser Nukissiorfiit i en pressemeddelelse.
Desuden begrænses borgernes brug af trykvand eller vand fra vandtanke.
- Departement for Natur og Miljø melder: Både borgere med trykvand og med vandtank, må indtil andet bliver meldt ud, kun bruge vandet til toiletskyld og håndvask, man kan således ikke længere bruge vandet til bad, rengøring eller opvask, lyder det nu fra Nukissiorfiit, der har forstærket rengøringsindsatsen.
Ringe trøst
Nukissiorfiit er i dialog med fiskeindustrien om den nye situation og arbejder på at finde en ny løsning, oplyses det.
En ringe trøst er der lagt ind i pressemeddelelsen, hvor forsyningsvirksomheden oplyser til borgerne, at de ikke vil opleve ændringer i forhold til forsyningen af drikkevand.
- Borgerne vil som hidtil stadig kunne hente rent drikkevand på de i alt ni nødforsyningssteder, der er fordelt rundt over hele byen inklusiv på skolen og alderdomshjemmet.