Danmark
Ny dansk regering kan være på plads om en uge
Venstre og Konservative har fremlagt klare ønsker til en ny trekløverregering, som hurtigt kan være på plads.
Skattelettelser. Mindre vækst i den offentlige sektor. Og en stram udlændinge- og retspolitik.
Det kunne blive nogle af grundlinjerne i regeringsgrundlaget for den trekløverregering, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i de kommende dage skal forsøge at få plads.
Løkke: Ingen nødløsning
Det sker efter måneders strid om topskatten og trusler om valg.
I sin afsluttende tale ved Venstres landsmøde i Herning søndag afviste statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) dog, at en trekløverregering er en nødløsning.
Det er en mulighed, siger statsministeren:
- Jeg ved godt, at det er firkløveret, der giver lykke. Men det er trekløvere, der er flest af. Og det er en meget god symbolik. For hvis vi danner en regering, så skal den ikke være for de få, men de mange, siger han.
LÆS: Løkke vil undgå valg ved at gøre Samuelsen til minister
Løsning på topskatten
Løkke har allerede før offentliggørelsen af invitationen til Liberal Alliance og De Konservative holdt møder med partilederne i blå blok. Her har partierne sikret sig, at de kan finde en løsning på det sværeste spørgsmål om topskatten.
Derfor er forhåbningen i Venstre-toppen, at processen med at skrive regeringsgrundlaget kan afsluttes på en uges tid, så de nye ministre fra de tre partier hurtigt kan præsenteres for dronningen på Amalienborg.
LÆS: Finanslovsaftale på plads i Danmark
Forhandlinger i dag
Arbejdet indledes i dag, hvor først Liberal Alliance klokken 11 og derefter De Konservative klokken 12.30 møder op til forhandlinger med Løkke og Venstres næstformand, Kristian Jensen, på Marienborg.
Der skal høvles nogle betydelige knaster af, hvis en ny trekløverregering skal nå til enighed om et regeringsgrundlag.
Stadig store forskelle
Det mener Erik Holstein, journalist og politisk kommentator på Altinget, som peger på kravet om de fem procentpoints topskattelettelser.
- Hvis det bliver mindre ambitiøst, end det der står i Venstres regeringsgrundlag nu, så ser det underligt ud.
- De skal være superkreative for at få det der skatteafsnit til at se nogenlunde fornuftigt ud, siger han.
Han minder om, at der også er meget store forskelle på klima- og miljøpolitikken.
- Liberal Alliance benægter stort set klimaproblemerne, mens Det Konservative Folkeparti står på et andet standpunkt der, så der kan også være nogle knaster, der skal files af, siger han.
/ritzau/