Ny aftale om søkort skal forbedre sejlsikkerheden

Fra og med 2025 vil al produktion af søkort udelukkende fokusere på elektroniske søkort såkaldt ENC. Det vil resultere i flere og bedre søkort, som vil forbedre sejladssikkerheden – især for jollesejlere og mindre fartøjer, der typisk ikke anvender papirsøkort, oplyser Naalakkersuisut.

Offentliggjort

Der er indgået en ny aftale om produktion af digitale søkort mellem Departement for Boliger og Infrastruktur og Geodatastyrelsen (GST) i Danmark.

Aftalen markerer et digitalt skridt for produktionen af søkort for Grønland, skriver Naalakkersuisut i en pressemeddelelse.

Aftalen sikrer ifølge parterne en mere effektiv og målrettet udnyttelse af ressourcer, hvilket vil føre til produktionen af flere og bedre elektroniske søkort:

- Dette vil ikke kun styrke sejladssikkerheden, men også give jollesejlere og mindre fartøjer adgang til moderne navigationsprodukter, som er bedre tilpasset deres behov. Elektroniske søkort er lettere at opdatere og kan indeholde mere detaljerede og aktuelle oplysninger end traditionelle papirsøkort, skriver Naalakkersuisut.

Naalakkersuisoq: Et naturligt skridt i den rigtige retning

Naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur, Hans Peter Poulsen, betegner opdaterede og tilgængelige navigationsdata som afgørende:

- En mere digital retning for søkort i Grønland er et naturligt skridt i den rigtige retning. Det er vigtigt for mig at imødekomme behovene hos jollesejlere, de mindre fartøjer samt hos erhvervssektoren.

- Jeg ser frem til at se de positive effekter af denne modernisering og den øgede sikkerhed og effektivitet, det vil medføre for søfarten i Grønland, udtaler Hans Peter Poulsen.

Den danske klima, energi og forsyningsminister, Lars Aagaard, udtaler, at det er vigtigt, at Grønland ligeledes er på forkant med  nyeste internationale standarder, hvilket sker med overgangen til digitale søkort:

- På den måde kan vi i det danskgrønlandske samarbejde levere mere præcise og opdaterede søkort til gavn for erhvervs og fritidssejlere i Grønland, siger Lars Aagaard.

De eksisterende papirsøkort fortsat blive opdateret og vedligeholdt og kan anvendes til traditionel navigation, oplyses det.

Powered by Labrador CMS