Nuuk Lufthavn kan igen håndtere luftfragt ud af Grønland

I sidste uge blev Nuuk Lufthavns tilladelse til at håndtere fragt til Danmark og andre lande inddraget af Trafikstyrelsen. Men problemet er nu løst, så fragten er flyvende igen. 

Så er der igen mulighed for at eksportere ting her fra Nuuk Lufthavn.
Offentliggjort

Det er igen blevet muligt at sende post og anden fragt med fly fra Nuuk ud af Grønland. 

Trafikstyrelsen lukkede for muligheden i sidste uge, efter styrelsen havde opdaget et sikkerhedsproblem under sit tilsyn i Nuuk Lufthavn. Resultatet var en midlertidig flaskehals for luftpost og anden fragt.

Nu er sagen imidlertid blevet løst, og tilladelsen er kommet i orden.

– Luftfragten flyver derfor ud af Nuuk til udlandet igen som normalt. Vi takker for jeres forståelse, skriver Greenland Airports. 

Der var tale om et problem vedrørende screening. Trafikstyrelsen har dog ikke ønsket at oplyse yderligere, siden det er et spørgsmål om sikkerhed.

Powered by Labrador CMS