Nuuk Lufthavn er igen sikkerhedsgodkendt

Trafikstyrelsen har godkendt Nuuk Lufthavn, så den igen kan have internationale flyvninger.

Den administrerende direktør i Greenland Airports, Jens Lauridsen, beklager de gener, som security-processen har givet de flyrejsende.
Offentliggjort

Siden den 14. august har det ikke været muligt at gennemføre internationale flyvninger fra og til Nuuk Lufthavn, fordi security-godkendelsen blev trukket tilbage af Trafikstyrelsen. 

Der skulle således gå cirka to måneder, før godkendelsen igen var i hus. Kontrolbesøget blev gennemført i dagene mellem den 11. og 13. oktober.

- Vi er glade for at være tilbage på sporet og genoptage de internationale flyvninger efter et krævende – men også lærerigt og fagligt givende – forløb. Nu kan vi fokusere på slutspurten i forhold til at få terminalen helt klar og afslutte arbejdet med landingsbanen, så alt er på plads til den store åbning af den nye internationale lufthavn den 28. november, siger CEO i Greenland Airports Jens Lauridsen i et Facebook-opslag fra lufthavnsselskabet.

Da Trafikstyrelsen trak sin godkendelse tilbage, skyldtes det blandt andet ulåste døre og mulighed for uautoriseret adgang til særlige områder, som blev opdaget under kontrolbesøget tilbage i august.

- Vi beklager de gener, som forløbet med klargøring af security-processerne har haft for vores kunder og passagerer. Vi kan nu fokusere på at nå næste mål, som er etablering og godkendelse af one stop security, som vi forventer er klar i løbet af det nye år, tilføjer Jens Lauridsen.

For rejsende til Iqaluit i Canada har den manglenden sikkerhedsgodkendelse været en udfordring, idet Air Greenland har været nødsaget til at flyve de rejsende via Kangerlussuaq. 

Trafikstyrelsen oplyser, at man i den kommende tid skal godkende en række andre sikkerhedsforhold i Nuuk Lufthavn, før lufthavnen officielt er klar til at åbne for atlantflyvninger. Det gælder eksempelvis lufthavnens brand- og redningsberedskab, sikkerhedsprocedurer, reglerne for styring af lufttrafikken, samt skilte og udstyr til den 2.200 meter lange landingsbane.

Powered by Labrador CMS