Efter hektiske uger i verdens søgelys er julefreden ved at sænke sig over Nuuk. Men freden kan være på lånt tid. Når foråret afløses af sommer, vil turister strømme til.
Nye ruter og fly fra New York København, Billund og Aalborg vil lande med op mod 800 gæster i timen. Endnu er det usikkert, om turisterne vil kunne holde Nuuks vækstmotor kørende i samme høje gear. Men optimismen er intakt i hovedstaden, og bystyret i Nuuk ruster sig til nye tider med en ambitiøs hovedstadsstrategi, som for nylig blev lanceret.

Der er dog en række problemer, som det bliver nødvendigt at bruge mange kræfter på at tackle i de kommende år.
En helt afgørende forudsætning for udviklingen er, at der boliger nok, og at de er til at betale. Ellers sættes en prop i udviklingen. Ventelisterne til lejeboliger er alenlange. Ifølge strategien er der aktuelt 2.000 på venteliste hos de offentlige boligselskaber i Nuuk. Og alternativet – ejerboligerne – er for dyre for mange. Boligpriserne er mellem 2016 og 2023 vokset med 36 procent.
- Det betyder, at prisen for en ejerbolig nu er 8,5 gange den årlige indkomst, som en gennemsnitlig grønlandsk familie har til rådighed (mod 4,3 i Danmark). Og hos en familie med to voksne og to børn med en gennemsnitlig indkomst udgør huslejen 22 pct. af indkomsten. Hos en enlig forsørger med to børn er tallet 47 procent, fremgår det af strategien.
Til sammenligning bruger danskere, alt afhængig af hvor de bor i landet, mellem 8 og 29 procent af den disponible indkomst ved at købe og eje et hus.
Børns ensomhed
En anden barriere for udvikling af Nuuk er infrastrukturen. Antallet af biler er på 10 år fordoblet, og kun halvdelen af borgerne bevæger sig i høj eller meget høj grad rundt i byen til fods eller på cykel.
Børnene i Nuuk føler sig desværre heller ikke altid godt tilpas. Trivslen er gennemsnitlig lavere i Nuuk end andre bosteder, viser en større undersøgelse fra Sydjysk Universitet, hvor det fremgår, at 45 pct. af skolebørnene i Nuuk føler sig ensomme i en eller anden grad.
Trygheden skal der også gøres noget ved:
- Det er især den oplevede utryghed, som flere borgere giver udtryk for. Det kan skyldes dårlig belysning, utrygge arealer, hærværk og alkoholpåvirkede borgere. Den oplevede tryghed tages alvorligt, fordi den har stor betydning for borgerne, står der i strategien.
Endelig er der den sociale ulighed. Den er tårnhøj i Nuuk. De 10 procent rigeste i byen har en 17 gange højere indkomst end de 10 procent fattigste. Kommunen har en række planer, som skal sikre, at Nuuk i 2035 er en by, der er mere sammenhængende, tryg, mangfoldig og med et varieret boligudbud. Og hvor bevarelse af natur og kultur vægtes i top.