Nuuk: Flere it-mangler i den nye terminalbygning

Flypassagerer kan i en rum tid endnu forvente forsinkelser, når man skal checke ind i den nye lufthavnsterminal i Nuuk. Flere it-systemer er enten ikke leveret eller operationelt klar.

Her ses securityområdet i den nye terminalbygning i Nuuk, før åbningen af den nye bygning, der er fyldt med børnesygdomme, som man er i fuld gang med at løse.
Offentliggjort

Rejsende, der skal flyve fra Nuuk, bør møde op i god tid, da manglende it-systemer udløser længere ventetider.

- Der er check-in systemer, der endnu ikke er leveret, hvilket betyder, at visse opgaver stadig skal udføres manuelt. Vi befinder os desuden stadig i en indkøringsfase med andre systemer, forklarer kommunikationschef Mikkel Bjarnø Lund, Greenland Airports, til Sermitsiaq.

De konkrete mangler

Helt konkret gælder de it-mæssige udfordringer følgende:

  • Selvbetjenings-check-in og bagagedrop er endnu ikke leveret.
  • PC'er ved gate og transferskranken er heller ikke leveret endnu.
  • E-gates, hvor man scanner sit boardingkort, er stadig i indkøring.

- Også i forhold til bagagedrop, self-check-in med videre er arbejdet med at nå i mål i fuld gang, og vi forventer, at det er på plads inden længe, oplyser kommunikationschefen.

Han pointerer, at det hele tiden har været planen at åbne terminalen tidligt for at have tid til indkøring.

- Det skyldes, at alt fra ikke-optimale processer samt fejl og behov for tilretninger og så videre først virkelig kan identificeres, når terminalen – som nu – testes for alvor i fuld drift med passagerer, fly og bagage med videre, siger Mikkel Bjarnø Lund, der føjer til:

Børnesygdomme

- Målet er og har hele tiden været, at den proces skulle være gennemført, så vi til åbningen af den fulde lufthavn og den internationale trafik den 28. november er klar med en lufthavn hvor børnesygdomme, forbedringer og tilretninger er på plads – ligesom også bygningen står fuldt færdig. 

Kommunikationschefen erkender, “at selvom der altid er bump på vejen i så store og komplicerede projekter, så har der været flere bump end forventet”.

- Vi beklager de gener, som dette arbejde og disse udfordringer har skabt og skaber for vores kunder og passagerer, lyder det fra Mikkel Bjarnø Lund, der har en klar forventning om, at lufthavnsterminalen vil stå fuldt funktionsklar den 28. november.

Powered by Labrador CMS