Nuuk: Åben musik- og teaterscene kan være på vej
Et mere end ti år gammelt beslutningsforslag om at etablere en udendørs koncert- og teaterplads ved Aqqaluks Plads i det centrale Nuuk er støvet af og blevet genfremsat over for kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq.
Løsgængeren i kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq, Storm Ludvigsen, har fået opbakning til et forslag om at etablere en åben scene i Nuuk.
Leiff Josefsen
For at øge udbuddet af aktiviteter i hovedstaden i sommermånederne har kommunalbestyrelsesmedlem Storm Ludvigsen fremsat et beslutningsforslag om, at der etableres en åben scene på Aqqaluks Plads, der ligger på vejen ned til kolonihavnen.
- I 2013 stillede jeg et forslag om en åben scene for koncerter og teaterforestillinger, som blev godkendt, men desværre er sagen forsvundet, hvorfor jeg fremlægger sagen på ny, skriver Storm Ludvigsen i sin indstilling, som blev behandlet på det seneste kommunalbestyrelsesmøde i slutningen af juni.
- Der er mange i Nuuk, som ikke tager væk fra byen, og der er ikke særligt mange aktiviteter for familier, lyder begrundelsen for at få den åbne scene etableret.
- Hvis koncertscenen kan placeres på Aqqaluks Plads er jeg helt sikker på, at området vil være velbesøgt af mange borgere i Nuuk. Forslaget kan anses som en gave til borgerne, skriver Storm Ludvigsen, der mener, at pladsen allerede kan realiseres i år.
Beslutningsforslaget blev modtaget positivt af kommunalbestyrelsen, der besluttede at sende ideen videre til behandling i Udvalg for Byudvikling og Anlæg samt Udvalg for Økonomi og Erhverv.