NU ER DET NOK!: Demonstration i Nuuk mod Trumps udtalelser om Grønland
Nuuk forbereder sig på en fredelig demonstration lørdag den 15. marts i protest mod USA’s præsident Donald Trumps gentagne udtalelser om at ville overtage Grønland.
Opdatering: Borgere i Sisimiut afholder også demonstration med start fra kulturhuset, Taseralik kl. 13.00.
Demonstrationen, der er organiseret af Orla Joelsen, finder sted kl. 13:00 på lørdag den 15. marts, med start ved Amisut og vil bevæge sig mod USA’s konsulat i Nuuk.
- NU ER DET NOK!, skriver Orla Joelsen i et opslag på Facebook. Han henviser til Trumps seneste udtalelse den 12. marts, hvor han igen nævnte ønsket om at overtage Grønland.
Senest har USA's præsident Donald Trump udtalt torsdag, hvor han "tror på, at det kan lykkes" med at annektere Grønland. På baggrund af den udmelding har partiformændene holdt møde fredag, efter fungerende formand for Naalakkersuisut, Múte B. Egedes initiativ.
Tag flag med
Ifølge arrangøren opfordres deltagerne til at medbringe det grønlandske flag og bannere for at vise budskabet. Protesten skal forløbe fredeligt.
- Når vi når frem til USA’s konsulat, vil vi synge vores nationalmelodi “Nunarput utoqqarsuanngoravit”. Herefter ophører demonstrationen, skriver Orla Joelsen.