Norges kul-eventyr i Arktis rinder ud

Den norske øgruppe Svalbard bare 1.000 kilometer fra Nordpolen rammes nu også hårdt af den internationale kulkrise.

Driftsstop

Det statsejede selskab Store Norske Spitsbergen Kulkompani har netop indført et treårigt driftsstop i den helt nye kulmine Lunckefjell i Svea Nord-området syd for Svalbards hovedstad, Longyearbyen.

Lukningen sker trods en dugfrisk investering i minen på cirka en milliard kroner.

230 fyret
De 230 ansatte er fyret - og dermed forsvinder næsten en tiendedel af Svalbards samlede befolkning på 2.654 fastboende, hvoraf flertallet er nordmænd og russere.

Frem til 2019
Senest i 2019 skal Store Norske, som kulselskabet hedder i daglig tale, tage stilling til, om markedet er blevet så lønsomt, at minen skal genåbnes. Men ikke mange tror på det, heller ikke de to regeringspartier Høyre og Fremskrittspartiet.

- Som verden ser ud i dag med faldende kulpriser og med ambitiøse klimamål er det vanskeligt at forestille sig, at nye miner skal sættes i drift, siger Tina Bru fra Høyre til den lokale ugeavis Svalbardposten.

Miner i 100 år
Store Norske har brudt kul på Svalbard i 100 år og indtil for nylig været omdrejningspunkt for al økonomisk aktivitet på øgruppen.

Men den styrtdykkende pris på kul medfører nu store tab på udvindingen. På fem år er kulprisen ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA) næsten halveret til 290 kroner pr. ton. Adskillige store kulselskaber verden over, heriblandt giganten Peabody Energy i USA, kæmper for at overleve.

Er toppet
IEA vurderer, at klodens kulforbrug antagelig toppede i 2014 og 2015, både på grund af økonomisk afmatning og væksten i vedvarende energi.

Ventede stabil produktion
For få år siden forventede Norge at kunne hente en stabil kulproduktion på 1,8 millioner ton kul årligt ud af Svea-området frem til 2028. Men sideløbende med det globale prisfald er politikernes vilje til at holde liv i den klimaskadelige kulproduktion nu stærkt på retur i Stortinget i Oslo.

Ikke søvnløs
Longyearbyens lokalstyreleder - borgmester - Arild Olsen fra Arbeiderpartiet har selv en fortid som kulminearbejder i Svea Nord-minen, som også har eksporteret kul til Danmark. Men han ligger ikke søvnløs over kullets exit.

- Det er kedeligt med Store Norske. Men der er ikke politisk stemning for at subsidiere kulindustrien, og vi anser det ikke for kritisk for den langsigtede udvikling af Longyearbyen, for vi begyndte omstillingen hen imod blandt andet forskning og turisme for længe siden, siger borgmesteren.

Studerende
Han henviser til Svalbards universitetscenter, Unis, en samfundsinstitution, der har betydelig indflydelse på Longyearbyen med omkring 300 studerende fra mange lande.

Rigt kulturliv
- Folk bor i snit 4-5 år på Svalbard, og vi satser på kunst, kultur og idræt for at holde folk heroppe. Her er rigt kulturliv, siger Arild Olsen.

Svalbard får 140 millioner norske kroner i driftstilskud i år.

- Det er en soleklar national strategi at fastholde grebet om Svalbard jævnfør Svalbard-traktaten fra 1920, siger borgmesteren.

Heller ikke i den russiske kulmineby Barentsburg 50 km vest for Longyearbyen er kulproduktionen lønsom, men opretholdes ikke desto mindre.

Ikke lønsomt
Det er en offentlig hemmelighed, at Rusland især opretholder minedriften under det statsejede selskab Arktikugol for at legitimere tilstedeværelsen på det geopolitisk interessante Svalbard.

Politisk debat
Det er da også umuligt at få oplyst tal for produktionen i den aldrende kulmine, da Ritzau spørger under et besøg i Barentsburg.

- Jeg kender ikke tallet. Det oplyses ikke, siger guiden, Olga Ingus.

I maj skal Stortinget i Oslo at fremlægge en Svalbard-melding, det vil sige en strategi, der udstikker øgruppens fremtid - politisk, økonomisk og socialt.

/ritzau/