Inatsisartut-bygning
Nogle steder i Nuuk er uværdige
Harme over, at Bureau for Inatsisartut betegner nogle placeringer i hovedstaden som værende uværdige for en ny bygning til de folkevalgte
Bureau for Inatsisartut har oprettet en side og købt reklameplads på Facebook for at gøre opmærksom på informationer om de tre grunde i Nuuk, der er i spil til placering af en ny parlamentsbygning.
Men på selvsamme sociale medie koger det over med kommentarer over informationsmaterialet, som også er sendt til folks postkasser. Mange finder det såkaldte info-materiale dybt kritisabelt.
Det viser en undersøgelse foretaget af Sermitsiaq.AG. Undersøgelsen er foretaget via webværktøjet Storify, der kan indsamle input fra offentlige profiler eller offentlige kommentarer.
Blandt andet skriver Laila Skytte:
"Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde. Efter at have læst pjecen er jeg dybt forundret over man kan fremstille sådan materiale som direkte er til grin. Griner specielt af sætningen som forklarer hvorfor man ikke skal bygge ved Playground; "et parlament skal ikke ligge imellem supermarkeder, det vil være uværdigt". UVÆRDIGT??!! Jeg kan meget hurtigt komme med en liste omkring folk som bliver behandlet uværdigt, og det er i helt andre katagorier. Det kunne være boligforhold, arbejdsforhold, sult, vold, overgreb, racisme, mobning og jeg kunne blive ved….. Men at det er uværdigt at have arbejdsplads i bymidten??!!
Måtte også målløst holde mig på maven af grin af sætningen, for at bygge på Aqqaluks Plads; at det er "et åbent og troværdigt mødested for folket og folkevalgte". Jesus….. (Tjekkede lige min kalender igen, og nej det er ikke en aprilsnar - men fuck det ville være en god aprilsnar!!!).
Og så græder jeg lidt... Seriøst??!! Hvordan kan formanden for Inartsisartut komme med sådan en latterlig pjece?? Hvordan? Hvordan? HVORDAN??? (Både hvad pjecens indhold omhandler. Men også de penge der er brugt på det). Og så bliver jeg frustreret. Er det virkelig de hoveder som styrer vores land??? Hvor er Grønland om x antal år??? Dette kunne jo lige så godt være en historie fra det nyeste Anders And!, hvor Anders And endnu engang gør noget latterligt, fordi han ikke liiiige tænker sig om!! (Som også kan laves en sammenligning med Siumut og Deres styring af landet. Både før og nu).", skriver Laila Skytte.
Peter Egede Jeppesen er også forundret.
" Jeg kan ikke se hvorfor det overhovedet skal ligge så centralt.?!?!? Det tager jo, hvad?, 10 min at køre fra den ene ende af byen til den anden og en så "moderne" bygning passer bedre ind i Qinngorput-området, måske længst ude på spidsen (med god udsigt.)".
Bygningen vil koste flere millioner kroner at opføre, og mange er derfor fortørnet over prioriteringen i en tid, hvor landskassen fattes penge.
"Hvis man hver måned har underskud på kontoen, bygger man sig vel ikke et nyt hus? Man prøver at tjene nogle penge først, og når man så har overskud, kan man bygge et hus." bemærker Kristina Nordby-Rachlitz.
"Der er ikke tiden til et nyt parlamentsbygning eller luftkasteler i dette land, dette må godt vente indtil man har løst det fleste samfundsmæssigt udfordringer som boliger, uddannelse, sundhedsvæsen indtil må politikerne nøjes med at benytte deres nuværende lokaler i mange år fremover, ligesom resten af befolkning må være med til at spænde bæltet med et ekstra nøk.", foreslår Ole Bidstrup.