Nitter: Flyruten til Canada er en succes
Salget af flyrejser mellem Nuuk og den canadiske by Iqaluit går over al forventning, oplyser Air Greenlands direktør Jacob Nitter Sørensen.
Administrerende direktør for Air Greenland, Jacob Nitter Sørensen, glæder sig over, at der er rift om billetterne til den nye Canada-flyrute.
Leiff Josefsen
Flyruten til den canadiske destination Iqaluit, som åbnede den 26. juni, er kommet rigtig godt fra start.
- Vi kunne først gå i gang med salget af rejser tre uger før åbningen. Det er en ualmindelig kort periode, når det handler om nye flyruter. Set i det lys er vi rigtig godt tilfredse med salget, fastslår Jacob Nitter Sørensen.
Han oplyser, at halvdelen af sædekapaciteten på nuværende tidspunkt er solgt.
Flyruten er tilrettelagt i et samarbejde med det canadiske flyselskab Canadian North, der kan bringe rejsende videre fra Iqaluit og til det øvrige Nordamerika.
- Vi har et samarbejde med Canadian North, der fungerer rigtig godt. Dog har vi været udfordret på vore it-systemer, når det handler om, at rejsende booker en rejse, og de skal videre fra Iqaluit og ud til en af Canadian Norhts andre destinationer i Nordamerika. Det er imidlertid ved at være løst, siger Air Greenlands topchef.
Vigtig besked
Jacob Nitter Sørensen har dog en særlig vigtig besked til rejsende, der planlægger en rejse til Nordamerika.
- Husk nu at udfylde diverse tilladelse korrekt. Vi har desværre måttet afvise rejsende, fordi papirerne ikke har været i orden, oplyser luftfartsselskabets direktør. Alle rejsende får tjekket sine papirer før afrejsen fra Nuuk, og her har Air Greenland-personalet været nødt til at afvise nogle rejsende.
Han forklarer, at det eksempelvis er meget vigtigt at udfylde sit navn korrekt, som det står i passet.
- Det kan eksempelvis skabe problemer, hvis jeg udfyldte en tilladelse, hvor jeg skriver Jacob N. Sørensen, når jeg i passet står som Jacob Nitter Sørensen. De nordamerikanske myndigheder er meget strikse, og det vil jo være ærgerligt at blive afvist på den baggrund, siger Jacob Nitter Sørensen.