Børn og unge med handicap svigtes af samfundet, fordi de flyttes til
institutioner, hvor fokus er på institutionen i stedet for på de særlige
forhold, der er diagnosticeret på hver enkelt ung med handicap, som kræver
særlig behandling og særlig støtte.
Når de unge flyttes til en døgninstitution, ser man på, hvad
døgninstitutionen tilbyder, i stedet for på, hvad den unge har brug for.
ABONNENTER
Denne artikel er fra en af Mediehusets aviser.
Historier som denne kræver abonnement.
God læselyst, og god fornøjelse.
Børn og unge med handicap svigtes af samfundet, fordi de flyttes til
institutioner, hvor fokus er på institutionen i stedet for på de særlige
forhold, der er diagnosticeret på hver enkelt ung med handicap, som kræver
særlig behandling og særlig støtte.
Når de unge flyttes til en døgninstitution, ser man på, hvad
døgninstitutionen tilbyder, i stedet for på, hvad den unge har brug for.
– Det kan lyde som om, det er det samme, men det er det ikke, og det betyder,
at mange børn og unge med handicap fejlbehandles og placeres på en forkert
institution, fortæller Viggo Johansen, der er formand for Inooqat, der er en
forening for forældre med udviklingshæmmede børn og unge. Desuden er han
formand for Nunatsinni Inuit Innarluutillit Kattuffiat (NIIK), der blev
etableret i 2018 og er en paraplyorganisationen for seks handicaporganisationer
i Grønland.
Vi har spurgt ham om, en ny handicaplov vil sikre, at menneskerettigheder,
handicapkonvention og lovgivning fremover vil blive overholdt og efterlevet for
mennesker med handicap i Grønland.
– Nej, desværre. En ny lov vil ikke gøre det
alene. Den lov, som trådte i kraft 1. januar 2019, er endnu ikke blevet
implementeret fuldt ud. Specielt behandlingen af sagerne, udredninger for at
belyse behovet for støtteforanstaltninger, tildeling af rette støtteforanstaltninger,
halter rigtig meget.
– Vi ser flere
årsager til det, siger Viggo Johansen.
De væsentlige
er personalemangel i de forvaltninger, hvor handicapsagerne
behandles, og at der ikke er tilstrækkelige kompetencer hos
sagsbehandlergruppen.
Desuden peger
Viggo Johansen på manglende kendskab til lovgivningen og de
muligheder, den giver for at støtte disse klienter.
Manglende
kendskab til hvordan sagsbehandlingen skal gennemføres, samt manglende viden om,
hvordan man redegør for hvilke støtteforanstaltninger, der er behov for, samt manglende
lokale placeringsmuligheder (boenheder og institutionspladser).
– Der er
generelt brug for, at medarbejderne er uddannet til at vejlede klienterne om
deres rettigheder og guider dem med de støtteforanstaltninger, som de har krav
på, og at medarbejderne støtter klienterne i processen og sørger for den
nødvendige udredning, siger Viggo Johansen.
Mere fokus på
døgninstitutionerne
Døgninstitutioner
for handicappede er opbygget således, at en bestemt type handicappede skal være
i Qaqortoq (Ivaaraq), en anden type i Paamiut (Palleq), en tredje type i Nuuk
(Aaqa), en fjerde type i Maniitsoq (Elisibannguaq), en femte type i Sisimiut
(Gertrud Rask), en sjette type i Aasiaat (Ado Lynge Skolen) og en syvende type
i Ilulissat (Ikinngut).
– Tidligere var
målgruppernes konkrete diagnoser nævnt i hver eneste af beskrivelserne af disse
døgninstitutioner. Disse er blevet fjernet fra beskrivelserne efter kritik fra
Inooqat i sin tid, men i praksis foregår det stadigvæk på samme måde i
forbindelse med udpegning af de personer, som skal være i disse institutioner,
forklarer Viggo Johansen.
– Dette betyder
i det daglige, at de handicappede bliver sendt frem på kryds og tværs af landet
for at blive placeret, hvor de "hører hjemme i disse
målgruppeprofiler". Som eksempel, så blev min datter sendt op til
Ilulissat, da hun ikke passede til profilen for dem, som skulle være i Nuuk.
Dette har store menneskelige konsekvenser for både den handicappede selv, men
også for de pårørende, siger Viggo Johansen og tager endnu et kritisk punkt op
omkring kommunernes behandling af unge med handicap.
Kommunerne
presser forældrene
Kommunen
ophører stille og roligt tildelingen af støtteforanstaltninger, når barnet
nærmer sig alderen 16 år under den påstand, at der ikke længere kan tildeles de
rette støtteforanstaltning til barnet dér, hvor man er, forklarer formanden og
tilføjer, at forældrene i stedet presses til at træffe beslutningen om, at
barnet skal sendes til en bestemt institution i Grønland, eller hvis barnets
profil ikke passer til nogen af institutionerne, at det placeres uden for
Grønland (sendes til en dansk institution).
– Jeg skriver
"presses", og det mener jeg i bogstaveligste forstand. Der tildeles
ikke støtteforanstaltninger, så forældrene bliver nødt til at håndtere barnet
helt alene uden hjælp fra de offentlige, og det mener jeg er ulovligt.
– Forældrene
bliver kørt trætte, og til sidst finder de ingen anden udvej end at acceptere,
at barnet skal sendes til enten en anden by i Grønland, hvor de ikke mener, at
barnet får den rigtige støtte, eller til Danmark, der er meget langt væk fra
barnets trygge omgivelser, som det kender.
– Det er helt
urimeligt at presse forældrene på denne måde, vurderer Viggo Johansen og mener,
at det er imod menneskerettighederne
Barnet har
brug for sine forældre
Ethvert barn
har brug for sine forældre i sin opvækst, understreger formanden for Inooqat.
– Mange
handicappede personer er sent i den mentale udvikling. Det betyder, at når
kommunerne begynder at presse forældrene til at træffe beslutningen, så er
mange af de handicappede mentalt på et udviklingsstadie, hvor de mest har brug
for deres forældre.
– De unge med
handicap bliver bragt væk fra hele deres sociale grundlag, deres forældre,
søskende, andre familiemedlemmer, venner og bekendte med mere for at blive
placeret i den institution, som nogen mener, at deres profil passer bedst til,
siger Viggo Johansen og påpeger, at ingen personer med handicap er ens og har
brug for den helt nøjagtig samme støtteforanstaltning.
– Handicaps er
forskellige. Der er forskellige diagnoser, der betyder, at hver enkelt diagnose
skal behandles på en bestemt måde, men også, at graden af dysfunktionen betyder
hvilken støtte, der skal gives.
– Derfor mener
vi, at der er behov for en konkret vurdering af den enkelte handicappede person
for at klarlægge, hvilken støtteforanstaltning denne konkrete person har behov
for. Og så skal der tildeles disse konkrete støtteforanstaltninger til denne
person. Det er således loven, som trådte i kraft 1. januar 2019, ellers er
blevet bygget op på, men som myndighederne har svært ved at opfylde, fortæller
Viggo Johansen.