Nationalteater
Nick: Helt ved siden af, Svenn B. Syrin
- Nationalteaterchef Svenn B. Syrins melding om at skære i aktiviteterne på kysten er helt ved siden af, siger naalakkersuisoq for kultur Nick Nielsen
Chef for Grønlands Nationalteater Nunatta Isiginnaartitsisarfia, Svenn B. Syrin, lagde for nylig over for Radioavisen ikke skjul på, at han er rystet over, at teatrets budget fik Naalakkersuisuts sparekniv at mærke i forbindelse med vedtagelsen af finansloven for 2014.
At det årlige tilskud fra landskassen blev reduceret fra 10 til 7 millioner kroner får nu den konkrete konsekvens, at teatret må droppe en tur rundt i landet til næste år.
Nu reagerer naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, kirke og ligestilling Nick Nielsen fra Siumut på en udtalelse af Svenn B. Syrin, hvor nationalteaterchefen brugte ordene ’det er grusomt’.
Læs "Nationalteaterchef: Det er grusomt"
Syrin overreagerer
- Nick Nielsen mener, at nationalteaterchefen overreagerer og er yderst forundret over, at man tager børnene som gidsler i denne sag. I stedet mener Nick Nielsen, at teateret burde have taget imod den invitation til dialog, som blev sendt fra departementet, da det stod klart, at finansieringen af KNR’s merbevillingsbehov i de kommende år formentlig ville blive taget fra nationalteaterets faste bevilling, skriver Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling.
Læs "IA: Forsvar Grønlands Nationalteater"
Modkritik og forslag
Selv siger Nick Nielsen:
- I brevet, som blev sendt mandag den 11. november, meddeler vi teateret Naalakkersuisuts beslutning og indbyder til møde i ugen efter, hvor de alternative finansieringsmuligheder for teaterets projekter kan diskuteres. Dette reagerer teateret ikke på, men i stedet ser vi dette dramatiske udspil om, at konsekvensen er aflysning af børneteater på kysten. Efter min mening en i øvrigt helt forkert prioritering.
- Men sagen er jo, at en stor del af teaterets aktiviteter fremover vil kunne afvikles med tilskud fra Tips- og Lottomidlerne, og derfor er intet afgjort, før vi har haft dialogen, som jeg hermed endnu en gang skal opfordre Nationalteateret til at gå ind i, lyder det fra Nick Nielsen.
- Under alle omstændigheder mener jeg, at teaterets melding om at skære i aktiviteterne på kysten er helt ved siden af. Et af teaterets formål og noget, som jeg støtter i særlig grad, er at støtte op om udvikling af lokale amatørteatre på kysten, så hvis der skulle findes besparelser, burde det ikke være på aktiviteter på kysten - særligt ikke rettet mod børnene. Man kunne jo også vælge at prioritere ikke at lave opførelser i udlandet, fremhæver Nick Nielsen.