IA LANDSMØDE 2024

Naya Sophia Lyberth udfordrer Agathe Fontain

Forud for Inuit Ataqatigiits landsmøde, der holdes søndag i Aasiaat, melder en ny kandidat sig på banen. Det er 49-årige Naya Sophia Lyberth, der er medlem af NIA´s hovedbestyrelse samt kommunalbestyrelsesmedlem i Kommuneqarfik Sermersooq. - Jeg vil arbejde for at vores parti i langt højere grad er i kommunikation med lokalforeningerne. De skal føle sig hørt, siger hun.

Naya Sophia Lyberth stiller op som organisatorisk næstformand for partiet Inuit Ataqatigiit. Hun vil gerne være garant for at styrke partiets organisatoriske arbejde, blandt andet igennem god dialog med lokalforeningerne samt ved at arbejde for at være fødselshjælper til nye likalforeninger.

Forud for partiet Inuit Ataqatigiits landsmøde, som formelt foregår søndag den 21. juli, melder endnu en kandidat sig på banen.

Det er bestyrelsesmedlem i Nuummi Inuit Ataqatigiit samt kommunalbestyrelsesmedlem i Kommuneqarfik Sermersooq, Naya Sophia Lyberth. Hun stiler efter at blive partiets næste organisatoriske næstformand. 

Agathe Fontain, der også er Naalakkersuisoq for sundhed, sidder i dag som organisatorisk næstformand. Nu har også hun udsigt til kampvalg, hvis hun vælger at stille op igen.

Vil styrke partiets indre linje 

Naya Sophie Lyberth  har sammen med den øvrige lokalforening i partiets Nuuk-afdeling iagttaget hvordan partiets top arbejder:

- Jeg mener, at vi langt mere end i dag bør være i dialog med lokalafdelingerne med henblik på at få styrket partiets indre linje. Men endnu vigtigere at vi også bør inddrage baglandet mere end tilfældet er i dag, siger Lyberth og fortsætter:

- Vi ved, at de politiske processer kan foregå meget hurtigt, og desværre så hurtigt at lokalafdelingerne kan føle sig sat udenfor indflydelse. Ved at koordinere dialogen og ved kontinuerlige gensidige orienteringer kan vi sikre, at vi har baglandet med os og at de er indforstået med de politiske processer. Det vil styrke vores politiske arbejde for landet og det vil jeg gerne være garant for igennem arbejde som organisatorisk næstformand.

Partidisciplinen skal styrkes igennem dialogen

Naya Sophia Lyberth mener, at selvom partiet har klare målsætninger og arbejdsprogrammer, kan der opstå tvivl på grund af manglende dialog.

- Netop det forhold, at lokalforeningerne kan føle sig tilsidesat, kan desværre skabe problemer med gensidig forståelse og i sidste ende få os til at tale hver sin retning. Det kan vi undgå, hvis lokalafdelingerne ved og kan stole på, at de bliver inddraget i det politiske arbejde. Derfor bør disciplinen være gensidig landsorganisationen og lokalforeningerne imellem.

Hun tager som et eksempel forslaget fra Tasiusaq i Nordgrønland om at give yderdistrikterne særlig plads i hovedbestyrelsen:

- Landsorganisationen bør drage hensyn til, at lokalforeningerne bliver hørt og inddraget. Og det forhold, at der i dag er ønske om særlige pladser til yderdistrikterne i partiets hovedbestyrelse viser, at moderpartiet ikke i tilstrækkelig omfang når sine lokalafdelinger, og det bør og skal vi lave om på ved at opprioritere samhørigheden i partiet.

Hovedbestyrelsens arbejde skal være transparent

En anden ting, som Naya Sophia Lyberth vil arbejde for, er at hovedbestyrelsens møder og beslutninger skal være mere transparent overfor lokalforeningerne:

- Lokalforeningerne skal ikke være i tvivl om hovedbestyrelsens arbejde. De skal orienteres om møderne og de beslutninger der bliver truffet af hovedbestyrelsen. Selvfølgelig skal organisationen arbejde i henhold til vores vedtægter, men hovedbestyrelsen skal også ifølge min mening løbende orientere lokalafdelingerne, også igennem den transparante dialog er jeg helt sikker på, at lokalafdelingerne føler sig afstemt i forhold til det organisatoriske og politiske arbejde, siger opstilleren til posten som organisatorisk næstformand, Naya Sophia Lyberth til Sermitsiaq.

Powered by Labrador CMS