Naviair: Derfor skal kontrolcentral ligge i Nuuk

Naviair mener, at det er omsonst at undersøge andre placeringsmuligheder til en kommende kontrolcentral, hvilket Naalakkersuisut har ønsket.

Air Greenland - Airbus
Naalakkersuisut og den danske regering er på kollisionskurs, hvad angår placeringen af Naviairs kontrolcentral i Grønland.

Naalakkersuisut vil have den kommende kontrolcentral, der skal kontrollere luftrummet over Grønland, placeret i Qaqortoq, men Naviair har i et notat fra 12. januar 2024, som Sermitsiaq har fået aktindsigt i, afvist, at andre placeringer end Nuuk kan komme på tale.

Tilbage i 2023 undersøgte Naviair tre placeringsmuligheder: Kangerlussuaq, Nuuk og Narsarsuaq. Og konklusionen er entydig.

- Analysens konklusion var, at Nuuk er den eneste af de tre byer i Grønland, hvor den tekniske infrastruktur samt rekrutterings- og fastholdelsesgrundlaget kan understøtte en kontrolcentral. Derudover kan Naviair i Nuuk udvide det nuværende samarbejde med de grønlandske luftfartsaktører, som alle er placeret i byen. Analysen konkluderede også, at en placering i Nuuk vil mindske projektets samlede risikoportefølje, fremgår det af notatet, som er sendt til transportministeriet og Naalakkersuisut.

Negative effekter

I analysen vurderede Naviair, at en placering af kontrolcentralen i Narsarsuaq eller Kangerlussuaq skønnes at ville:

  • øge anlægs- og driftsomkostninger betydeligt
  • forlænge anlægsfasen betydeligt
  • medføre en vedvarende mangel på kvalificeret personale
  • medføre at den fysiske sikkerhed ikke kan sikres i tilstrækkelig grad (modsat i Nuuk, hvor politiet vil kunne tilkaldes med kort varsel, ved indtrængning i bygningen)
  • øge risikoporteføljen i uacceptabel grad

Og det bliver fulgt op med følgende bemærkning:

- En analyse af andre mulige lokationer end Nuuk, Kangerlussuaq og Narsarsuaq vil således indeholde de samme vurderinger, som Naviairs vurdering af konsekvenserne ved en placering af kontrolcentralen i Kangerlussuaq og Narsarsuaq.

Qaqortoq er uegnet

Dermed fastslår Naviair, at Qaqortoq er uegnet til at huse en kontrolcentral.

- En placering af kontrolcentralen uden for Nuuk vil have den konsekvens, at rekrutteringen og fastholdelsen af op til 100 medarbejdere ikke vil være realistisk at opnå (eller meget vanskelig). Det er endvidere Naviairs erfaring fra den tidligere placering af Naviairs flyveinformationscentral i Kangerlussuaq, at det er vanskeligt at rekruttere og fastholde lokale grønlandske medarbejdere uden for Nuuk, skriver Naviair i notatet og tilføjer:

- Det vurderes ikke at være muligt at opretholde det påkrævede serviceniveau for at holde en kontrolcentral i drift, hvis lokaliseringen bliver andre steder end Nuuk, da der vil være problemer med at få rettidig adgang til personale og materialer til løbende vedligehold. Under etableringen af kontrolcentralen vurderes det desuden, at man vil have problemer med at skaffe arbejdskraft til selve anlægsarbejdet, såfremt dette foregår andre steder end i Nuuk.

- Den begrænsede tekniske infrastruktur i store dele af Grønland og Naviairs mulighed for at vedligeholde bygningen og teknikken på daglig basis gør også, at kontrolcentralen ikke kan placeres uden for Nuuk.

Betydelige meromkostninger

Naviair fastslår, at en etablering og drift af en kontrolcentral uden for Nuuk vil blive vanskeliggjort og “medføre betydelige meromkostninger”.

Naviair understreger også, at en ny lokaliseringsanalyse i sidste ende vil pege på Nuuk som den eneste formålstjenlige lokation.

Striden mellem den danske regering og Naalakkersuisut er foreløbig endt med, at den danske transportminister har sat projektet i bero. For at få fremdrift i projektet har Naalakkersuisoq for Boliger og Infrastruktur Hans Peter Poulsen bedt om et personligt møde med transportminister Thomas Danielsen.

Powered by Labrador CMS