Narsaq
Narsap Atuarfia udsat for groft hærværk
De yngste skoleelever på Narsap Atuarfia holder fri mandag, efter at skolen har været udsat for omfattende hærværk
Politiet i Narsaq har mandag formiddag endnu ikke foretaget anholdelser efter omfattende hærværk mod Narsap Atuarfia. Politiet modtog anmeldelsen søndag morgen og er stadig i gang med efterforskningen.
Skolebørn fra 1. til 5. klasse fik en ufrivillig fridag mandag på grund af hærværket mod skolen.
- Gulve og vægge er blevet oversprøjtet med maling. Toiletterne er også blevet tilstoppet, fortæller Sîvalêrak Terkildsen fra politiet i Qaqortoq til Sermitsiaq.AG.
Læs "Grafik: Sådan skal Narsap Atuarfia se ud"
Ansatte på skolen har haft travlt med at rydde op på skolen søndag og mandag. Der er ikke sket større ødelæggelser. Hærværket består mest af oversprøjtning med maling og roderi med skolens inventar. Der bliver normal skolegang tirsdag, meddeler Narsap Atuarfia.
- Der er endnu ikke foretaget anholdelser, men vi regner med at få mere viden omkring hærværket i løbet af dagen, fortæller Sîvalêrak Terkildsen.