Naleraq raser mod naalakkersuisoq
Naleraq er ikke tilfreds med en udmelding fra naalakkersuisoq om, at brugerbetaling i havne skal udbredes. Hvis ikke naalakkersuisoq makker ret truer Naleraq med at trække støtten.
På flere områder plages Grønlands infrastruktur af renoveringsefterslæb. Det gælder eksempelvis lufthavne og heliporte, boliger samt landets havne.
En model for at forbedre vedligeholdelsen af havnene er nu årsag til en tvist mellem Naleraq og naalakkersuisoq for infrastruktur.
I et svar til Siumuts Aslak Jensen bebuder naalakkersuisoq Mariane Paviasen (IA), at brugerbetaling, som det kendes fra Sikuki Harbour i Nuuk, skal udbredes til flere byer.
I Nuuk finansierer brugerbetaling havnens udgifter, og Naalakkersuisut arbejder på at indføre brugerbetaling gradvist i flere byer.
- Enerådig handling uden parlamentarisk grundlag
Dermed bliver det ens for alle i de forskellige havne, og man får penge i kassen til vedligehold, lyder det:
- Ved indførsel af brugerbetaling forventes ikke kun forskelsbehandlingen at blive imødegået, men vil også bidrage til at der kan afsættes flere midler til vedligeholdelse, skriver naalakkersuisoq og fortsætter:
- Manglende vedligeholdelse påvirker ikke kun havnenes anvendelsesmuligheder men også deres sikkerhedsmæssige tilstand, og arbejdet med at indføre brugerbetaling prioriteres derfor højt.
Den udmelding har fået Naleraq til at komme et udfald mod naalakkersuisoq og koalitionspartneren IA, fordi partiet er modstander af brugerafgifter til især jollefiskere:
- En Naalakkersuisoqs enerådige løsninger fremmer ikke demokratiet og sådanne enerådige handlinger uden om sit parlamentariske grundlag kan vi fra Naleraq under ingen omstændigheder støtte, udtaler Jens Napaattooq i en skriftlig kommentar og fortsætter:
- Naalakkersuisut kan ikke styre landet enerådigt, for de skal have et flertal i Inatsisartut bag sig, og her har Naalakkersuisut undladt at samarbejde med koalitionspartnerne og er begyndt at handle i strid med den indgåede koalitionsaftale, hvilket vi fra Naleraq kraftigt må irettesætte.
Kræver afskaffelse af afgifter i Nuuk
Jens Napaattooq uddyber overfor Sermitsiaq.AG, at det har været en uskreven aftale mellem koalitionspartierne IA og Naleraq, at der ikke må lægges afgifter på jollefiskeres og mindre fartøjers brug af havnene.
Ifølge Napaattooq skal afgifterne, som fiskerne betaler til Sikuki i Nuuk, afskaffes. Ellers risikerer naalakkersuisoq et mistillidsvotum:
- Derfor kræver vi, at der straks opsiger aftale med Sikuki Harbour, om at jollefiskere og ejere af små fiskefartøjer skal indbetale afgifter til netop Sikuki Habour, fordi en undladelse af opsigelse ikke blot viser, at Naalakkersuisoq ikke har fulgt med, men at sådan en handling direkte er i modstrid med koalitionsaftalen, samt at Naalakkersuisoq dermed ikke længere har et flertal bag sig, skriver Jens Napaattooq.
Jens Napaattooq vil ikke anvise, hvorfra pengene så skal komme til renovering af havnene rundt om i landet. Politikeren siger, at renoveringer skal prioriteres gennem forhandlinger om finansloven i Inatsisartut.
- Vi vil have undersøgt, om det kan finansieres fra centralt hold, eller om der kan komme en afgift på større skibe, siger politikeren.
Sermitsiaq.AG arbejder på at få en kommentar til kritikken fra Mariane Paviasen.