Naja Kleist Sørensen har siden hun var barn
drømt om at blive soldat.
ARNANUT
Den digitale efterårsudgave af Arnanut er tilgængelig HER.
- Da jeg var barn og så den grønne uniform for
første gang, tænkte jeg at det skal jeg også have på, når jeg bliver stor,
fortæller Naja Kleist Sørensen.
Hun blev født den 20.marts i 1978 – for 46 år
siden – i Sisimiut, og det var også der hun voksede op. Hun har en storebror,
som hun voksede op med.
- Han fik altid skylden for alt, også selvom
det havde været min skyld. Jeg var altid den artige. Selvfølgelig vidste mine
forældre godt, hvad der foregik, griner hun.
Naja Kleist Sørensen kørte meget med
snescooter eller hundeslæde sammen med sin familie, ellers var hun sammen med de
andre børn, hvor de var meget ude og lege i naturen og besøgte hinanden. Hun
gik på folkeskolen Nalunnguarfiup Atuarfia, tæt på Spejdersøen i Sisimiut og hun
elskede matematik.
- Jeg elsker tal, og det var dem, der gav mest
mening for mig, husker hun.
Naja Kleist Sørensen var en genert elev, men
hun var aldrig bange for at sige noget, når det gjaldt. Hun havde flest
drengevenner, da hun var meget sammen med sin bror. Hun elskede at spille
bordtennis i fritiden, fordi hendes stedfar var træner.
Naja Kleist Sørensen og hendes familie var på
ferie i Danmark tit, fordi hendes papfar er dansk. Og det var der, hun så den
grønne uniform.
- Jeg har altid syntes den var så flot!, siger
hun.
Men da hun ikke ville flytte til Danmark uden
hendes forældre, blev hendes drøm erstattet.
- Jeg ville være politibetjent i stedet, husker
hun.
Årsagen til hvorfor Naja Kleist Sørensen har
drømt om at være soldat eller politibetjent er, at hun er et ’udemenneske’.
- Jeg kunne bedst lide at bruge mine hænder
aktivt, og det har bare været oplagt for mig. Det er også en god måde at styrke
ens selvtillid på, siger hun.
Da Naja Kleist Sørensen gik på gymnasiet i
Aasiaat, flyttede hendes forældre til Danmark. Et halvt år efter fulgte hun med.
Det var i 1999.
- Så spurgte min papfar om jeg ikke skulle
søge ind på Forsvaret. Jo, tænkte jeg. Så sendte jeg min ansøgning lige så
snart jeg ankom til Danmark, husker hun.
Naja Kleist Sørensen blev optaget og tog
værnepligttjenesten, da hun var 22 år. Hun vidste intet om Forsvaret og har
ikke snakket med andre soldater, men den grønne uniform drev hende.
Udsendelsen til Irak
- Jeg vidste ikke noget om hvilke muligheder,
der var. Jeg vidste bare der var en grøn uniform. Jeg tænkte: ”Gad vide hvad
jeg går ind til? Hvor hårdt er det egentlig?”, fortæller Naja Kleist Sørensen.
Selvom hun ikke vidste hvordan det ville være,
var det en oplevelse for livet.
- Jeg lærte meget om mig selv. Hvad jeg kan holde
til selv? Hvor ligger mine grænser? Så jeg var helt op at køre, fordi nu skulle
jeg være i Forsvaret. Det var en fed oplevelse, fortæller hun. Dengang varede
værnepligtuddannelsen ni måneder.
Efter det arbejdede hun som telegrafist og hun
blev meget glad for sit job. En telegrafist sikrer, at enheden altid kan komme
i kontakt med land, fly og andre sejlende enheder.
- Jeg kunne godt lide, at jeg ikke skulle
finde ud af, hvad for noget tøj jeg skulle have på. Det var jo ens tøj hverdag.
Jeg skrev en kontrakt, der sikrede at jeg kunne være der indtil jeg var 35 år.
Så kunne jeg finde ud af hvad jeg ville i fremtiden, fordi jeg kunne tænke mig
at tage Civiluddannelse, siger hun.
Naja Kleist Sørensen og hendes kollegaer tog
meget på øvelse og var udsendt også i Irak. Det var i 2004.
- Jeg tænkte, at når jeg hørte skyderier, at
jeg aldrig ville komme det igennem. Men det var faktisk ikke så slemt. Vi var
også ude et øde sted og det hjælper rigtig meget at snakke med kollegaerne. Man
skal holde hovedet koldt, og det er det vi er trænet til, siger Naja Kleist
Sørensen.
Efter fire måneder i Irak rejste hun tilbage
til Danmark og ville fortsætte sin uddannelse indenfor Forsvaret. Hun søgte ind
på en teknisk skole. Formål: At være elektronik fagtekniker.
- I den tekniske skole var engelsk meget
udfordrende. Jeg kunne jo ellers snakke engelsk, men det er så teknisk, at det
kan virke lidt kompliceret. Men vi hjalp hinanden ret meget, mig og mine
medstuderende, og selvom det var lidt hårdt at sidde på skolebænken igen, nød
jeg det ret meget, siger hun.
Efter Naja Kleist Sørensen blev færdig med den
tekniske skole, blev hun optaget på Civiluddannelsen, som er en
videreuddannelse indenfor Forsvaret. Dette var i 2007.
- Så flyttede jeg fra hæren til flyvestationen,
og var i praktik der. Jeg er der stadigvæk den dag i dag, fortæller Naja Kleist
Sørensen, der har været udsendt med hæren en gang og også en enkelt gang med
Flyvevåbnet. På skrivende stund arbejder hun i Flyvestation Skrydstrup som flyverspecialist.
At være en kvindelig soldat
Ifølge Naja Kleist Sørensen skal man ikke være
for feminin, når man skal være soldat og ikke være bange for at sætte
grænser.
- Man skal kunne tage nogle ting og man skal
ikke være for feminin. Man skal ikke være bange for at være beskidt, heller
ikke være bange for at svare igen. Fordi man arbejder meget i en mandeverden,
og mændene har jo lidt grovere sprog. Selvfølgelig kan man sige fra, når man
føler, at man ikke orker det på nogle dage og sige: ”I dag snakker vi lige pænt
til hinanden”. Så gør de også det. Det er vigtigt, at sætte grænser for sig
selv, fortæller hun.
Til dem, der vil uddanne sig indenfor hæren,
siger hun at man bare skal hoppe i det.
- Man finder ud af, hvad man egentlig kan. Det
er en fed oplevelse. Man får gode kammerater, da man hjælper hinanden meget. Man
skal have gåpåmod og tage det spring, og det er en oplevelse for livet,
fortæller Naja Kleist Sørensen, der har fire børn.
Hun var gravid med sit første barn, da hun tog
videreuddannelsen indenfor hæren.
- Det der var sværest efter jeg blev færdig
med uddannelsen var, da jeg skulle tage til Tyrkiet. Den yngste var to et halvt
år, da jeg tog afsted, siger Naja Kleist Sørensen, der takker sin mand, der har
været meget hjemme med børnene. Manden, Johnny Sørensen, er driftsleder i
Koldinghavn.
- Vi mødtes i et loppemarked gennem fælles
venner, smiler hun.
Naja Kleist Sørensen fandt senere ud af, at
hun kunne komme til flystationen så hun kunne komme hjem hverdag.
- Det er rart at kunne komme hjem hver dag.
For mig er det et almindeligt arbejde fra otte til fire. Men jeg har grædt
mange tårer, da jeg var afsted. Mine børn sagde: ”Du er i krig, mor”. Jeg
forklarede dem ret meget og trøstede dem, uden at sige at der er risiko. Jeg
græd altid efter samtalerne med dem, siger hun.
I dag bor familien i Skodborg i Sønderjylland.
- Jeg regner med, at jeg bliver her indtil jeg
bliver pensioneret, siger hun.