Terrorangreb i København
Naalakkersuisut tager afstand fra skudattentatet
Naalakkersuisut tager afstand fra skudattentatet i København, som de danske politi nu efterforsker som terrorangreb
Naalakkersuisut tager afstand fra skudattentatet på Østerbro i København, der sårede tre betjente og kostede en person livet.
Attentatet fandt sted lørdag eftermiddag ved kulturstedet Krudttønden, hvor blandt andre den svenske Muhammedtegner Lars Vilks deltog.
- Naalakkersuisut tager afstand fra sådanne voldshandlinger, og vores tanker og dybeste medfølelse går til ofrene og deres pårørende.
Det meddeler formanden for Naalakkersuisut, Siumuts Kim Kielsen, i en pressemeddelelse.
Læs: Politiet efterforsker attentatet i Østerbro som et terrorangreb
Læs: Skudattentat på Østerbro koster en person livet
Den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt meddelte lørdag aften dansk tid, at alt vil blive sat ind på at finde skyldige og bringe dem for en domstol.
- Naalakkersuisut håber, at de danske myndigheder får held med at finde de skyldige og får dem bragt foran en domstol, siger Kim Kielsen.
Formanden for Naalakkersuisut vil snarest overbringe det grønlandske folks støtte og medfølelse til den danske regering med det, der er sket i København lørdag.
Politiet i København har tidligere meldt om to gerningsmænd til skyderiet mod et debatmøde om ytringsfrihed i kunsten, men det forlyder lørdag aften, at der formentlig kun var en.