BOLIGREFORM
Naalakkersuisoq for boliger: Alle der kan skal boligforsyne sig selv i fremtiden
Den hårdt prøvede medlem af Naalakkersuisut, der har overlevet flere mistillidsdagsordener fra oppositionspartierne under efterårssamlingen, Hans Peter Poulsen (S) rækker hånden ud til Inatsisartut-partierne: - Det er bydende nødvendigt at vi sammen finder holdbare løsninger på boligområdet, ellers får vi svært ved at tilbyde borgere sunde og gode lejeboliger til dem der virkelig har brug for det, siger han.
Foto: Leiff Josefsen
Mens dele af oppositionspartierne forholder sig kritisk til boligreformen, og derfor forkaster det ene forslag efter det andet under Inatsisartut-behandlingerne samtidigt med at der bliver rejst mistillidsdagsordener mod den siddende medlem af Naalakkersuisut for boliger, fortsætter aftaleparterne i boligreformen (IA & S) og Naalakkersuisut ufortrødent med at implementere boligreformen.
ARBEJDET MED BOLIGREFORM
– TIDSPLANER
Tidsplan for ny lejelov:
- Medio 2024 oplæg til principper og indhold for ny lejelov.
- Ultimo 2024 udkast til lovforslag til ny lejelov.
- Primo 2025 høringsperiode, forslaget præsenteres for kommunerne og lnatsisartuts partier og
tilpasses herefter.
- EM2025 Lovforslag til ny lejelov behandles.
Tidsplan for lov om boligsikring:
- Medio 2024 oplæg til principper for ny boligsikringsordning.
- Ultimo 2024 udkast til lovforslag til ny boligsikringsordning.
- Ultimo 2024 høringsperiode, forslaget præsenteres for kommunerne og lnatsisartuts partier og
tilpasses herefter.
- FM2025 Lovforslag til ny boligsikringsordning behandles.
Tidsplan for tilpasning af boligfinansieringsordningerne:
- Medio 2024 anden del af evaluering af boligfinansieringsordningerne præsenteres.
- Medio 2024 oplæg til principper for tilpasninger af boligfinansieringsordningerne.
- Medio 2024 udkast til lovforslag for ændring af boligfinansieringsordningerne.
- Medio 2024 høringsperiode, forslaget præsenteres for kommunerne og lnatsisartuts partier og
tilpasses herefter.
- EM2024 Lovforslag for ændring af boligfinansieringsordningerne behandles.
Disse tre tidsplaner er et udpluk fra boligreformen. Der er adskillige tidsplaner, som kan læses i boligreformen.
Kilde: Politisk aftale om reform af boligområdet
Nogle oppositionspartier mener at det er et stuntnummer, med henvisning til at valget til Inatsisartut er meget nærtstående. Men det er ikke rigtigt, siger Hans Peter Poulsen (S) til Sermitsiaq:
- Det er en alvorlig situation vi står i, og hvis vi ikke handler nu, kan vi risikere at sende regningen til de kommende generationer, og dette uden at have sikret sunde og tidssvarende boliger.
- Implementering af reformen er forud for behandling af delelementerne blevet forberedt grundigt og nu under denne efterårssamling fremsætter Naalakkersuisut flere lovforslag, der til sammen skal sikre at de lovgivningsmæssige rammer er i orden.
Todelt boligreform
Men boligreformen søges realiseret igennem flere valgperioder, hvordan kan det sikres at reformen ikke bliver smidt af vejen, hvis valget til Inatsisartut fordrer til magtskifte?
- Reformen er todelt. Det ene er at få bragt de lovgivningsmæssige rammer i orden, for hvis reformen skal lykkes, er der behov for justeringer og ændringer af de gældende love. Det er også derfor vi bringer adskillige lovforslag til Inatsisartut under nærværende samling.
- Det andet er at finansieringsplanen for reformen bliver bragt i orden, og denne har sit udgangspunkt i aftalen om boligreformen. Finansieringsplanen er planlagt i henhold til aftalen og skal realiseres igennem 20 år for de selvstyrejede boliger. Kommunerne driver selv deres boligpolitik, og der er ingen intentioner om at blande sig i de kommunale boliger, forklarer Naalakkersuisoq for boliger, Hans Peter Poulsen (S).
Medlemmet af Naalakkersuisut forholder sig ikke til det nærtstående valg, men gør opmærksom på at aftaleparterne, Inuit Ataqatigiit og Siumut er enige om at reformen skal realiseres.
Samarbejde på tværs af partier og valgperioder vil sikre fremtidens generationer
Men han appelerer til at partier, der har valgt at stå udenfor reformen, kommer ind på banen og dermed er med til at komme i mål med reformen.
- Forestil dig 15 år frem. Hvis ikke vi handler nu vil der om 15 år stadig være massive renoveringsefterslæb og endnu flere boliger vil være saneringsmodne. Den generation der kommer til at få behov for offentlige udlejningsboliger vil få udsigt til at få tilbudt boliger, der er i meget dårligere tilstand i forhold til i dag, hvor boligerne i forvejen er i virkelig dårlig tilstand.
- Vores mål er jo at så vidt alle der er i stand til at boligforsyne sig selv, skal gøre det i fremtiden, og selvom mulighederne er til stede i dag, er det nødvendigt at forbedre mulighederne. Hvis dette også skal kunne lykkes, er det en forudsætning at vi justerer lovgrundlaget, så vi ad denne vej skaber attraktive grundlag for at være ejer af egen bolig, siger Poulsen.
- Grundlæggende er der et bredt flertal i Inatsisartut, som vil boligreformen og som har valgt at indgå en aftale om boligreformen. Vi forventer at flere lovforslag træder i kraft ved årsskiftet. Men det betyder ikke at partier der har valgt at stå udenfor reformen bliver udelukket, vi arbejder transparent og sørger for at alle partier selvfølgelig får samme mulighed for at have indflydelse. For selvom reformen nu er skudt igang, og vi har en plan, vil der hen ad vejen opstå behov for justeringer i arbejdet, og dertil er vi selvfølgelig åbne for alle forslag der kan og skal forbedre reformens indhold, understreger Naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur, Hans Peter Poulsen (S).