Naaja: Techgiganter skal leve op til deres ansvar
Naalakkersuisoq Naaja H. Nathanielsen er sammen med fire andre nordiske justitsministre gået i fælles front mod de store techgiganter og bedt dem om at tage et medansvar, så man får stoppet misbrug af digitale tjenester til organiseret kriminalitet, herunder rekruttering af børn og unge.
- Alle, der stiller platforme til rådighed, og særligt de, der henvender sig til børn og unge har et ansvar for, at de ikke bliver et arnested for kriminel rekruttering, fastslår Naaja H. Nathanielsen
Arkivfoto: Leiff Josefsen
Justitsministrene fra Danmark, Sverige, Norge, Færøerne og Grønland holdt mandag et møde med repræsentanter fra Meta (selskabet bag Facebook, red.), Google, Snapchat og TikTok.
- Alle, der stiller platforme til rådighed, og særligt de, der henvender sig til børn og unge har et ansvar for, at de ikke bliver et arnested for kriminel rekruttering, fastslår Naaja H. Nathanielsen i en pressemeddelelse og illustrerer det på følgende måde:
- Vi ville ikke tillade en legeplads eller fritidsklub, hvor kriminelle konsekvent stod og rekrutterede unge. Vold, chikane, mobning, og diskrimination gør enormt meget skade på individer og samfund. Det er således altafgørende, at techgiganterne lever op til deres ansvar og tager sagen alvorligt og ikke alene læner sig op ad AI (kunstig intelligens, red.) for at sortere i indholdet, men også bruger menneskelige moderatorer.
Større indsats
Der er enighed blandt justitsministrene om, at der er behov for at gøre mere for at sikre, at sociale medier og krypterede beskedtjenester ikke fungerer som arnested for alvorlig kriminalitet.
I en fælleserklæring fra ministrene bliver det oplyst, at techgiganterne på mødet hver især har præsenteret en handleplan for, hvordan de vil sikre et mere trygt og sikkert onlinemiljø.
Det er justitsministrenes forventning, at de digitale storspillere vil arbejde videre med følgende:
- At videreudvikle brugen af indholdsmoderation med henblik på at forebygge og bekæmpe misbrug af digitale tjenester til organiseret kriminalitet, herunder ved at fjerne ulovligt indhold eller indhold, der strider mod platformenes egne retningslinjer
- At sikre, at det er nemt at anmelde ulovligt indhold, samt at sikre hurtige og passende reaktioner på anmeldelser med henblik på at fjerne ulovligt indhold eller indhold, der strider mod platformenes egne retningslinjer
- At indgå i et fortsat tæt og løbende samarbejde med de retshåndhævende myndigheder
- At gøre sig overvejelser om deres out-link-policies, så deres brugere ikke ledes videre til ulovligt indhold eller indhold, der strider mod platformenes egne retningslinjer
- At sikre algoritmer, der særligt beskytter mod, at brugere ledes videre til ulovligt indhold eller indhold, der strider mod platformenes egne retningslinjer
De udeblev
Det oplyses i fælleserklæringen, at de to digitale tjenester Telegram og Signal ikke stillede op til mødet.
- Deres manglende fremmøde illustrerer det betydelige problem, der er med at få disse tjenester til at samarbejde med myndighederne, skriver justitsministrene, der er enige om, at der er behov for at overveje, hvilke yderligere skridt der kan tages i forhold til onlinetjenester, som ikke vil samarbejde.