Myndigheder: El og varme er tilbage i hele hovedstaden
Forsyningen skulle nu være genoprettet over hele Nuuk. Anbefaling om at spare på strømmen ophæves.
Lørdag aften kom forsyningen igen i store dele af Nuuk, og nu burde de sidste steder også være kommet med. Ellers er det om at ringe til elvagten.
Arkivfoto: Leiff Josefsen
Nukissiorfiit har meldt ud, at al forsyning af el, vand og varme nu er genetableret i Nuuk, Nuussuaq og Qinngorput, oplyser Grønlands Beredsskabsstab.
Anbefalingen om at undgå brug af vaskemaskine, ovn og lignende apparater er dermed også ophævet.
Der er fortsat tale om strøm fra generatorer på nødelværket, mens Nukissiorfiit fortsætter sit arbejde med at finde og udbedre fejlen på transmissionslinjen fra værket i Buksefjorden.
Oplever man stadig problemer med strømmen, kan elvagten kontaktes på 541225.
Nukissiorfiit forventes at komme med yderligere opdateringer om problemet, der førte til den store strømafbrydelse fra lørdag formiddag.
Grønlands Beredsskabsstab takker på alle myndigheders vegne borgerne i Nuuk, Nuussuaq og Qinngorput for tålmodighed og forståelse.