Múte B. Egede understreger: Stort geopolitisk fokus på Grønland

Formanden for Naalakkersuisut gentager, at Grønland ikke skal være dansk, eller amerikansk. Men at Grønlands fremtid skal formes alene af grønlands borgere. Det siger han under mandagens pressemøde.

Formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede.
Offentliggjort

Grønland er i fokus verden over, siden Donald Trumps udmelding om, at USA vil overtage kontrol over Grønland.

Under mandagens pressemøde understreger formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede (IA), at Grønland og grønlands borgere skal have kontrol og bestemme over Grønlands fremtid.

- Jeg gentager gerne igen og igen, at vi ikke vil være danskere, og heller ikke være amerikanere. Grønlands fremtid afgøres i Grønland og af borgere i Grønland, siger Múte B. Egede (IA).

Naboerne banker på

Formanden for Naalakkersuisut holder pressemøde mandag eftermiddag i kølvandet på Donald Trump Jr. besøg i Nuuk men især USA's store interesse forud for Donald Trumps indsættelse som præsident.

- Vi skal holde os i ro. Lige nu er der rystelser i hele verden, efter USA har vist interesse i os. Men vi skal ikke komme med i kaosset men i stedet tage fornuftige valg i denne tid. 

- Ugens seneste hændelser viser, at vi har behov for at stå sammen og tage fornuftige valg for at forme vores fremtid, siger han.

Dette gælder lige så meget når det kommer til Grønlands vej til selvstændighed, understreger han til en journalist fra New York Times.

- Grønland går ikke helt fri for de spændinger, der er i verden. Og lige nu, så står Grønland mellem to store, arktiske stornationer. Det kan vi se på, som en trussel, men vi kan også se på det som en mulighed for bredere samarbejde. Et land, der har interesse i at udvikle sig, har også interesse i at samarbejde med andre lande, siger Múte B. Egede.

Vi udelukker ikke samarbejde

Donald Trump tidligere har udtalt sig om, at USA gerne vil have kontrol over Grønland. Til det siger Naalakkersuisut-formanden fortsat, at samarbejde med USA er vejen frem:

- Stormagter banker på. Og vi skal derfor overveje, hvad vi kan acceptere i vores land, når det kommer til samarbejde.

- Også når det gælder sikkerhedspolitiske spørgsmål, understreger han da Sermitsiaq spørger, om der kan være tale om mere militær tilstedeværelse i Pituffik Space Base når det kommer til mere amerikansk samarbejde.

Múte B. Egede har indkaldt partilederne til et møde om situationen tirsdag.

Powered by Labrador CMS